Magtesløs landmand: Jeg kan ikke spænde fluenet over mine grise

Truslen om afrikansk svinepest ligger latent i baghovedet på frilandsproducent Jørn Nissen, der følger sig magtesløs, hvis afrikansk svinepest skulle ramme Danmark.

I marts sidste år var der panderynker at spore hos landmand Jørn Nissen fra Rødekro i Sønderjylland.

Truslen om afrikansk svinepest gav ondt i maven hos landmanden, der har 250 frilandssøer. Og selvom mavepinen er lindret, er den ikke kureret knap et år efter, lyder det fra landmanden.

"Der er ikke så meget fokus på udbruddene som tidligere, så jeg tager det nok lidt mere roligt. Hvis det skulle flytte sig til et nyt land, kommer jeg dog til at følge nøje med", siger han og fortsætter:

"Men jeg har stadig pauset udvikling og større investeringer på gården, så længe afrikansk svinepest er en trussel".

Selvom Jørn Nissen bor i et område med vildsvin, har han ikke opsat ekstra foranstaltninger som hegn eller lignende.

"Jeg har det hegn, jeg altid har haft. Men det er også en kamp, der ikke kan vindes, for nu viser det sig, at det også kan smitte via fluer. Jeg kan ikke sætte fluenet henover mine grise, så hvad kan man gøre?", spørger landmanden retorisk.

Fødevarestyrelsen har til Landbrugsavisen.dk forklaret, at det ikke har været muligt at lægge en fast plan for beredskabet, hvis et udbrud skulle finde sted.

I Belgien har man senest få et udbrud blandt vildsvin under kontrol ved bl.a. at slå alle besætninger ned i det ramte område. 

"Jeg kan godt forstå dem, for det er en svær situation. Deres job er at sørge for, at det ikke spreder sig, og hvis min bedrift ligger tæt på et udbrud, så er jeg godt klar over, at der nok skal "ryddes op"", siger Jørn Nissen og tilføjer:

"Lige nu har jeg ingen stor værdi i bygninger, jeg køber ikke en stor ny traktor osv. Jeg er afviklingsparat. Det kan lyde hårdt, men jeg tager ingen chancer".

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle