Maj starter efterårsagtig med nogle regnfulde dage

Tirsdag og onsdag kan der falde op mod 20 millimeter regn. Til gengæld klarer det op med sol fra torsdag.

Selv om kalenderen viser maj, begynder ugen efterårsagtig med overskyet vejr og byger. Og tirsdag og onsdag bliver der skruet gevaldigt op for vinden og nedbøren, når et lavtryk tager turen ind over Danmark. 

Det fortæller vagthavende meteorolog ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) Klaus Larsen tidligt mandag morgen.

"Vi begynder i dag med overskyet vejr og byger, men det klarer op med sol og kun enkelte byger i løbet af dagen", siger han.

Dagtemperaturen mandag vil ligge på omkring ti grader, mens vinden bliver svag til jævn fra vest og sydvest.

I løbet af natten til tirsdag kommer et lavtryk med overskyet vejr og udbredt regn ind over landet.

"Tirsdag og onsdag bliver nogle regnfulde dage, hvor vi kan risikere 15-20 millimeter nedbør i løbet af de to dage", siger Klaus Larsen.

Temperaturen holder sig fortsat på omkring ti grader i dagtimerne. Til gengæld begynder det at blæse op, så vi får en jævn til hård vind.

"Vinden kommer fra forskellige retninger, alt afhængigt af hvor i landet man befinder sig i forhold til lavtrykket", siger meteorologen.

"Det bliver et par rigtig kedelige dage at være udenfor", tilføjer han.

Til gengæld, påpeger Klaus Larsen, er den store mængde nedbør godt for tørkeindekset, som ligger i den høje ende i stort set hele landet med undtagelse af Bornholm.

"Planter og jord skriger efter noget vand. Så selv om det er surt med sådan et par efterårsdage, skal vi huske på, at det er det, der holder Danmark grønt", siger han.

Torsdag begynder det at klare op med lidt eller nogen sol og kun enkelte byger. Dagtemperaturen vil fortsat ligge på omkring ti grader både torsdag og fredag.

"Det vil være lidt mere blæsende, end det plejer at være, men ikke så slemt som tirsdag og onsdag", siger han.

Lokalt kan der komme nattefrost natten til fredag.

"I forhold til årstiden er temperaturerne til den kølige side, men der er håb forude. Når vi kommer hen efter lørdag, ser det ud som om, at vi skal have stigende temperaturer", siger Klaus Larsen.

/ritzau/

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle