Mammen runder milliarden: Mejeri leverer nu ost til 60 lande

Mammen Mejerierne rundede i 2019 en milliard kroner i omsætning.

Den privatejede koncern Mammen Mejerierne rundede i 2019 for første gang en milliard kroner i omsætning. Samtidig steg resultatet på bundlinjen for koncernen fra Bjerringbro, fra 12,3 mio. kr. efter skat til 14,8 mio. kr., viser regnskabet.

Baggrunden for den voksende omsætning - der gik frem med hele 11 procent fra 981,5 mio. kr. i 2018 til 1,1 mia. kroner i 2019, er øget produktion.

"Vores afsætning steg hele vejen rundt, med både mere Mammen Danbo, salattern, Danablu og hytteost til danskerne, men vi eksporterede også ekstra, til nu hele 60 lande", forklarer direktør og ejer af Mammen Mejeriene Lars B. Staunsbæk.

Som ventet rundede ikke kun omsætningen en milepæl. Også indvejningen steg til nu 203 mio. kg mælk fra Mammens faste leverandører. Ud over de hidtidige mælkeproducenter blev der også tegnet kontrakt med flere nye leverandører.

Store investeringer

I 2017 investerede Mammen over 100 mio. kr. i et spritnyt mejeri. Siden er investeringerne fortsat, i 2019 med 23,5 mio. kr. i materielle anlægsinvesteringer. Det betød, at en ny administrationsbygning i december 2019 kunne tages i brug

"Vi har fået en væsentlig forøgelse af kapaciteten til gul ost, samtidig med at energiforbruget og arbejdsmiljøet er forbedret meget", forklarer Lars Staunsbæk om de mange fordele i det nye mejeri.

Lige nu er det dog corona-pandemien, der fylder det meste af direktørens dagligdag.

De store skift i afsætningen er en udfordring for afsætningen, for hvor foodservice-salget til især Syderuopa er gået fuldstændig i stå, er der gang i salget til detail.

Alligevel kan pandemien mærkes, både på salg og indtjening.

"Det gik rigtig godt i 2019. Men nu sidder vi i nogle helt usædvanlige markedsforhold. Ingen ved lige nu, hvor tingene går hen og hvornår tingene måske bliver normale. Corona kommer til at koste. Men vi er optimistiske på fremtiden. Vores strategi er fortsat, at vi skal udvide produktionen og videreudvikle produktsortimentet", siger mejerichefen.

Emneord

Top2

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle