Man kan fortsat søge dispensation om brug af neonicotinoider

EU vil mod dansk ønske forbyde bejdsemidler, der indeholder neonicotinoider, fordi det kan være farligt for bier. Men danske landmænd kan fortsat søge om dispensation til at bruge det.

Hvad betyder et EU-forbud?

Selv om EUs Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder fredag vedtog at forbyde insektmidler, der indeholder aktivstoffet neonicotinoider, er brugen ikke helt udelukket i fremtiden. Det vil ifølge Miljøstyrelsen fortsat være muligt at søge om dispensation til at bruge midlerne til en begrænset kontrolleret anvendelse.

Kan man så bruge det, som man plejer?

Det er ikke sikkert. Skulle Miljøstyrelsen modtage en dispensationsansøgning, vil den foretage en konkret, faglig vurdering af det formål, der søges dispensation til. Man kan også kun søge om dispensation til brug i Danmark. Man kan altså ikke søge om dispensation til bejdsning af frø til eksport, heller ikke hvis de bejdsede frø eksporteres ud af EU, selv om det er et brændende ønske i frøbranchen.

Hvorfor stemte Danmark mod et forbud?

I Danmark bruges neonicotinoiderne kun til bejdsning af frø og kartofler, hvor de i andre lande også bruges til at sprøjte ud på markerne. De bruges eksempelvis til at bejdse roefrø og frø af en række korsblomstrede arter som kinakål, spinat m.m. Alternativet til at bejdse er at sprøjte afgrøderne flere gange med andre midler og dermed øge pesticidforbruget.

Hvorfor vil EU forbyde stofferne?

Forbuddet var på dagsordenen, fordi neonicotinoiderne er mistænkt for at være farlige for bier. Danmark stemte sammen med Tjekkiet og Rumænien imod et forbud. Ifølge kontorchef Lea Frimann Hansen, Miljø- og Fødevareministeriets departement, ville Danmark have bakket op om et forbud mod at sprøjte blomstrende marker, hvis man kunne få udtagelse for bejdsning af roefrø.

Hvorfor vurderer Miljøstyrelsen, at midlerne ikke er farlige?

Midlerne bruges for eksempel i roemarker. De blomstrer ikke, fordi de høstes, før de går i blomst og er derfor ikke farlige for bierne. Man går kun ind for det til bejdsning og med lavere doser, end man bruger i udlandet. På den baggrund vurderer Miljøstyrelsen, at anvendelsen er sikker.

Hvad hedder midlerne, det handler om?

Imidacloprid, clothianidin og thiamethoxam kendt fra eksempelvis Gaucho, Poncho, Prestige, Cruiser og Confidor.

Hvad koster et forbud landbruget?

Seges har i 2017 vurderet tabet i raps som størst på længere sigt som følge af det store areal på op til 340 mio., mens kortsigtet tab for raps og de andre relevante afgrøder anslås til 40-50 mio.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle