Mange overvejer økologisk svineproduktion

Den økologiske svineproduktion står over for et boom. Der er udsigt til en fordobling af produktionen på få år.

De økologiske konsulenter rundt om i landet har rigtig travlt. Interessen fra svineproducenter til at lægge produktionen om til økologi er større end nogensinde tidligere.

Den nuværende produktion af økologiske slagtesvin ligger på et beskedent niveau på omkring 50.000 slagtesvin baseret på ca. 3000 økologiske søer. Til sammenligning er den samlede danske produktion af slagtesvin på ca. 23 mio. Selv om det er realistisk med en fordobling af den økologiske svineproduktion på få år, vil der stadig være tale om en decideret niche.

Tove Serup, Landscentret i Skejby, er en af dem der mærker travlheden. »Det er primært nuværende frilandsproducenter der overvejer at lægge deres produktion om til økologi,« siger Tove Serup. Det væsentligste argument for svineproducenterne for at lægge om er udsigten til at opnå en merpris for svinekødet. Dernæst spiller det ind, at svineproducenterne oplever, at afsætningen af økologiske svinekød nu er i faste og stabile rammer.

Over 20 kr. pr. kg

En økologisk svineproducent modtager for tiden over 20 kr. pr. kg godkendt svinekød leveret til slagteriet. »Selvfølgelig betyder afregningsprisen meget for den store interesse for at lægge om. Afregningsprisen skal dog ses i relation til de mange krav, økologerne skal opfylde,« siger Tove Serup.

For det første skal man igennem en to-års omlægningsperiode, før man har den fulde økologiske godkendelse. Dernæst skal man indstille sig på, at det økologiske foder er omkring dobbelt så dyrt som konventionelt svinefoder, og at arealkravene i slagtesvinestaldene betyder færre dyr i stalden. Dertil kommer, at såfremt et dyr har været gennem mere end ét medicinsk behandlingsforløb, kan det ikke opnå økologisk godkendelse men afregnes som konventionelt svinekød.

Men selv når disse forhold tages i betragtning, er der for tiden en god økonomi i økologisk svineproduktion, medgiver Tove Serup, Landscentret i Skejby.

Forhindringer

Ud over de generelle problemer ved omlægningen står de kommende økologiske svineproducenter over for to særlige forhindringer. For det første er det vanskeligt at skaffe tilstrækkeligt økologisk svinefoder i i Danmark - eller i EU i det hele taget. Den økologiske planteproduktion forventes ikke at kunne følge med den forventede stigning i den økologiske svineproduktion. En økologisk svineproduktion baseret alene eller overvejende på indkøbt foder er derfor risikabel.

For det andet er det et problem, at svineproducenterne ikke, samtidig med at de begynder omlægningen, kan sikre sig en kontrakt på levering af økologisk svinekød. En levering som godt nok ligger op til to år ude i fremtiden. »Denne usikkerhed betyder, at nogle fravælger økologisk svineproduktion,« siger Tove Serup. Hun roser i øvrigt de landmænd, der overvejer økologi, for at være gode til at søge rådgivning i forbindelse med deres overvejelser omkring økologi.

Tror på økologi nu

Dansk Landbrug har for nylig undersøgt landmænds forventninger til udviklingen i den økologiske produktion. Det er bemærkelsesværdigt, at den andel af landmænd der forventer en stigning i den økologiske produktion på to år er steget fra 6% til 35% i 2006. Tilsvarende er andelen af landmænd, der forventer faldende økologisk produktion, reduceret fra knap 40% i 2004 til kun 6% i 2006. Dermed er det realistisk at forvente en fordobling af den økologiske svineproduktion på få år.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle