Manglende kistebund driller unge landmænd: Melder klar til eksterne investorer

For rigtig mange unge landmænd er det for høje krav til egenfinansiering, der er et bump på vejen i arbejdet på at blive gårdejer. En stor del kan dog godt se både mulighed og fordele i at gå væk fra selveje og derimod blive direktør.

"Tag og kom i gang, hvis det er det I vil – og husk at nyde det."

Sådan lyder det fra landmand Esben Thing, der sammen med sin bror Roald købte svinegården Rammegård i Nordvestjylland for mindre end et år siden.

De to brødre fik en investor med, der lagde en tredjedel af de penge, der var nødvendige for at få realkredit og Vækstfonden til at finansiere resten.

Han er en af de unge landmænd, som på Sagros seneste informationsaftener omkring etablering og generationsskifter har meldt sig klar til at gå væk fra den traditionelle tanke om selveje og dermed være klar på at tage eksterne investorer med om bord.

"Vi oplever, at de unge landmænd sagtens kan se mulighederne i at se bort fra det traditionelle selveje, og se mulighederne – og fordelene – i at blive direktør i virksomheden. De kan tilmed opleve at få god sparring fra den investor, der kommer med", siger Sagros cheføkonom Morten Dahl Thomsen i en meddelelse.

manglende pengepung et problem i banken

Han fortæller, at det for rigtig mange unge landmænd er en stor udfordring at finde finansieringen, og mange har oplevet at løbe spidsrod mellem bankerne.

"Det handler enkelte gange om, at de unge ikke har forberedt sig tilstrækkeligt, mens det de fleste gange er høje krav til egenfinansiering, der spænder ben for projekterne", siger Morten Dahl Thomsen.

Derfor har Sagro været med til at få en række projekter i hus med balancepunkter på 70-80 millioner kroner, hvor der blandt andet har været eksterne investorer med inde over.

Generationsskifterne trykker

Sagro har den seneste måneds tid afholdt en række aftener, hvor generationsskifter og etablering har været på tapetet.

På møderne har omkring 250 yngre og ældre landmænd deltaget, hvor både rådgivere, samarbejdspartnere og ikke mindst yngre landmænd, der har etableret sig på forskellig vis, har været på talerstolen for at dele ud af deres erfaringer.

"De unge har både den uddannelsesmæssige baggrund og oftest også ledererfaring fra driftslederstillinger og de er ofte meget bevidste om, hvad deres ambitioner og visioner peger frem mod", siger cheføkonomen.

"Vores erfaring med de efterhånden mange sager, vi har gennemført som etablering eller generationsskifte, er, at de unge er meget ihærdige, men som regel også har den tålmodighed, der skal til, for det kan tage måneder og op til et år, før det rigtige match mellem køber, bedriften og finansieringen er fundet", siger Morten Dahl Thomsen.

På den sidste af Sagros aftenarrangementer var også landmandsparret Niels Morten Østergaard Nielsen og Jytte Nielsen til stede med sønnen Christian for at høre om muligheder i generationsskifte.

59-årige Niels Morten driver en slagtekalvegård ved Billum med 500 slagtekalve år, 120 stude og 200 hektar planteavl. 27-årige Christian har det sidste halvandet år arbejdet hjemme på gården med henblik på et generationsskifte.

"Vi er i det meget tidlige stadie, og det er spændende at høre om andres erfaringer", siger Niels Morten Østergaard Nielsen i meddelelsen.

Familien har ikke lagt nogen tidshorisont for processen, men Christian føler sig klar til at overtage og forestiller sig, at det skal ske inden for omkring tre år.

Der er heller ikke regnet på priser og betingelser endnu, men for Niels Morten er det vigtigt, at få sendt gården godt videre.

"Der skal være noget for de kommende generationer at komme efter", siger han.

Niels Morten købte selv i 2007. Det var for dyrt, som han selv siger det. Og han forestiller sig derfor, at det skal blive bedre for sønnen.

"Det vigtigste, er at han har lyst til det – ellers bliver det ingen succes", siger Niels Morten Østergaard.

Forsiden lige nu

Seneste videoer

Se alle