Årets (måske) første såning: Landmand sår fem hektar to dage inde i januar

Carsten Rønde fra Trige nåede torsdag at så fem hektar vårhvede allerede to dage inde i januar.

Det er blevet "tidligt forår" i Trige lidt nord for Aarhus.

Her har landmand Carsten Rønde allerede torsdag den 2. januar sået fem hektar med vårhvede. Måske som den første i år.

"Det er mildt i vejret, solen skinner, og man får helt forårsfornemmelser. Det er ikke typisk vintervejr i hvert fald, det er sgu lidt specielt", siger Carsten Rønde, da landbrugsavisen.dk fanger ham på telefonen.

"Der var da også flere biler, som stoppede op og kiggede en ekstra gang. De var nok overraskede over at se nogle så allerede", fortsætter han.

Vil så så tidligt som muligt

Carsten Rønde pløjede to dage før nytår, for han har nemlig i flere år gået konsekvent efter at komme til at så vårhveden så tidligt som muligt.

"Jo tidligere, jo bedre. Sår vi i midten af april, så synes jeg ikke vårhveden udvikler sig nok, og der er flere, som har sået i efteråret med god erfaring", siger han, og uddyber, at en længere vækstsæson giver stærkere aks og større udbytte.

I 2018 forsøgte Carsten Rønde allerede at så i november.

"Men så kom der en masse regn, og det var ikke optimalt. Men vi kunne tydeligt se, at aksene blev virkelig store", siger han.

Carsten Rønde driver i alt 165 økologisk planteavl på Tringe Vestermølle, hvor markplanen blandt andet tæller vår- og vinterbyg, hvede, triticale og græs.

Derudover har han også økologiske søer og producerer hvert år 2.600 økologiske slagtesvin og 45 økologiske ammekøer.


Poul Sørensen fra Tøjbjerg, som sår for Carsten Rønde, har selv sået 8-9 hektar, før han såede i Tringe. Foto: Carsten Rønde

Kan godt tåle lidt frost

Carsten Rønde er heller ikke så bekymret for, at frosten og vintervejret pludselig kommer.

"Der er fire grader i jordtemperatur lige nu, så det burde kunne overleve, hvis det når at spire. Der er heller ikke udsigt til voldsom nedbør de næste ugers tid", siger landmanden, der henviser til den megen regn i efteråret, der har besværliggjort græshøsten.

"Det har været en træls sæson, så det er dejligt at starte 2020 så godt ud. Nå har vi sået guldkorn og så håber vi bare, at det giver godt i år".

Desuden er der en anden fordel.

"Når man sår senere, eksploderer jorden med ukrudt, når det bliver forår og varmt. Det håber jeg, at vi undgår på den her måde".

Forsøger med tre forskellige såbed 

Carsten Rønde fortæller, at de i år forsøger sig med tre forskellige såbed.

Han så vinterhveden i en tidligere græsmark, efter pløjet stub på en mark med vinterhvede og efter rug. Det var de tre arealer, som stod uden vand på, og som landmanden kunne pløje.

"Så kan vi se de tre kombinationer, og hvordan de klarer sig".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.