Økolog tjener mere ved salg direkte til kunden

Falslevgård var i 90'erne et konventionelt landbrug. Nu tjener de penge på økologi, gamle kornsorter, mølleri, kurser og direkte salg til kunden.

Nicheproduktion med højværdi-produkter. Det skal vi have mere af. Men kan det rent faktisk lade sig gøre som almindelig landmand at lægge om og tjene penge på det i større målestok?

Ja, er erfaringen hos Niels Foged, landmand og økolog på Mariager-egnen. Han delte onsdag eftermiddag sine erfaringer i en næsten fyldt sal med omkring 100 tilhørere på Plantekongressen i Herning.

Niels Foged startede med at have tømrerforretning ved siden af bedriften, Falslevgård ved Mariager, men i dag er han fuldt beskæftiget med sine 50 hektar agerjord, egen mølle og lille kursuscenter i den gamle hovedbygning.

Konen arbejder som terapeut, men hjælper også til med at pakke mel. Det kan godt køre rundt, fortæller Niels Foged.

”Da vi startede op, så havde vi ikke en ide om, hvorvidt vi kunne afsætte, men vi troede på, at når vi nu havde jord-til-bord, friske varer og økologi, så havde vi en chance,” siger Niels Foged.

Sælger også til Brugsen

I dag sælger de en stor del af deres friskmalede mel via egen webshop. Direkte til slutkunden og uden mellemled. Tre ud af fire kunder er fra Sjælland. Men de sælger også til jyder via Brugsen-butikker fordelt på halvøen.

Niels Foged overtog halvdelen af slægtsgården i 1989. Den anden halvdel købte han i 1998.  Så lagde han om til økologi.

”Til min fars store forargelse…,” fortalte han salen.

Salg direkte til kunden

Til at starte med avlede de spelt og ølandshvede. Men så traf de en beslutning. De ville producere og sælge hele vejen fra jord til bord – og derved få mere for deres vare.

”Der er ingen her, der kan leve af 50 hektar planteavl, medmindre du har en intensiv grøntsagsproduktion,” pointerer Niels Foged.

De købte en stenmølle og renseri-systemer. Med en årsproduktion på blot 50 tons, så er det dog svært at købe det rigtige udstyr. Så de byggede en speltafskaller selv med inspiration fra en tysk speltafskaller.

Finder gamle kornsorter frem fra skjul

De forsøger hele tiden at finde gode, gamle kornsorter til at bage med.

”Vi dyrker 16 gamle typer hvede, nøgenbyg og rug. Det er svært at holde det adskilt med 50 hektar, hvoraf en tredjedel er kløvergræs,” siger Niels Foged.

Kvælstoffen kommer – udover kløvergræs som efterafgrøde – fra økologisk gylle. Derudover får kløvermarken konventionel gylle. Det skal ikke benyttes ved marken med korn til møllen, mener Niels Foged.

En udfordring har været at finde gode vinterhveder med god bage-evne. Hidtil har de haft vårhveder.

”Vi satser meget på forsøg, men også at have seks-syv forskellige gamle vinterhveder, som vi kan lave mel af,” siger Niels Foged.

”Jeg synes, at det er produkter, som overgår både spelt og ølandshvede.”

De har også fundet en gammel nøgenbyg, den russiske bambusja-byg, som kan bages af. Det er mere ernæringsvenligt end hvede.

Håber at få ung landmand ind over

Fremtiden, næste generation, er stadig uklar.

Gården ligger flot ved Mariager Fjord, så de tre børn, som er beskæftiget uden for landbruget, vil gerne beholde stedet i familiens eje i et I/S. Samtidig vil de gerne føre produktionen videre.

”Vi håber, at der er en ung landmand, som vil gå med, blive oplært og overtage produktionen,” siger Niels Foged.

Emneord økologi, planteavl

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.