Økologer på tredje år: Det skulle vi have gjort tidligere - udbytter er som før
Udbytterne i marken er stort set som før omlægningen. Anita og Niels Erik Maegaard er derfor rigtig glade for at have lagt om til økologi.

Arbejdsgangen har ændret sig, siden Anita og Niels Erik Maegaard i 2016 besluttede at omlægge Toftegaard til økologisk drift.

Udbytterne i marken er stort set som før. Og besparelserne ved ikke længere at skulle købe gødning og planteværnsmidler har smittet mærkbart af på bundlinjen.

»Vi var bange for, at kvik og tidsler ville blive et stort problem. Allerede nu føler jeg mig dog overbevist om, at vi godt kan styre ukrudtet«, siger Niels Erik Maegaard.

Han har skiftet marksprøjten ud med en strigle. Og så har han skullet vænne sig til, at han allerede tidligt i foråret kan slippe alle bekymringer i vintersæden og bare lade den gro.

»Vinterhveden og rugen står rigtig godt i år. Når jeg går tur i markerne, skal jeg lige vænne mig til, at jeg ikke længere behøver at gå ned på knæ for at se om der er sygdomme og skadedyr. Jeg kan alligevel ikke gøre noget ved det«, siger Niels Erik Maegaard.

Perfekte såbed

I dette forår har Niels Erik Maegaard kunnet glæde sig over nogle utroligt gode såbed.

»Vi såede hestebønner for tre uger siden og byg-ærtehelsæd med græsudlæg for to uger siden. Det er spiret frem og ser ganske fornuftigt ud«, siger Niels Erik Maegaard.

Han har blindstriglet hestebønnerne tre gange og regner med at strigle dem yderligere tre gange. Det sker med 8-9 kilometer i timen. Hestebønnerne er nemlig betydeligt mere robuste en korn og majs.

Bygærtehelsæden er sået på hver anden række for at give god plads til græsudlægget. Her kan han ikke strigle på grund af græsudlægget. Han er dog ikke bekymret i forhold til ukrudt, da helsæden høstes, før ukrudtet når at smide frø.

Majs sås sent

»Vi nedfælder gylle og pløjer på de marker, hvor der skal være majs. Vi har dog ikke planer om at så majsen før 10.-15. maj, da den sene såning giver mindre problemer ukrudt«, siger Niels Erik Maegaard.

Sidste år fik han kun blindstriglet majsen to gange. Der var da også rigelig meget ukrudt, men med 13.000 foderenheder pr. hektar var han godt tilfreds med udbyttet.

I år er det planen, at majsen skal blindstrigles tre gange og strigles meget forsigtigt med langsom fremkørselshastighed én gang, efter at den er kommet op. Derudover skal majsen efter planen radrenses tre gange.

Køer på græs

For første gang var Anita og Niels Erik Maegaard vært ved Økodag, hvor 4.000 besøgende kunne se, at køerne blev lukket på græs.

»Vi havde frygtet, at der kom 6.000-7.000. Det ville have givet problemer. For selv om Anita havde planlagt alt ned til mindste detalje, og vi havde god hjælp af skoleklasser og hjælpere fra det lokale foreningsliv, så er det en kæmpe opgave at få logistikken til at spille«, siger Niels Erik Maegaard.

Han tilføjer, at alt klappede, som det skulle.

»Det var en rigtig god dag, hvor vi fik snakket med mange glade mennesker. Det er dejligt at få lov at vise det frem, vi arbejder med i hverdagen«, siger han.

Faktaboks

Udfordring her & nu:

  • Gylle: Cirka halvdelen af gyllen fra Toftegaard leveres til Heden Biogas og kommer retur som afgasset gylle. En lokal maskinstation udbringer husdyrgødningen.
  • Afgræsning: Alle kvier kommer på græs, fra de er ned til fire måneder gamle. Køerne skal ifølge reglerne for økologi også på græs.
  • Slæt: Kulden har sat græsset lidt tilbage. Umiddelbart vurderer Niels Erik Maegaard derfor, at der skal tages slæt til normal tid. Det vil sige ca. 20. maj.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.