16,1 ton hvede gav dansk bronze i international konkurrence

Bedste hvedeudbytte i YEN-konkurrencen var på hele 18 ton per hektar.

Over 16 ton hvede per hektar i 2022 for en ni hektar stor JB6 mark har givet bronzemedalje til Vagn Lundsteen fra AgroPro-Danmark i kategorien »højeste hvedeudbytte« i den internationale dyrkningskonkurrence YEN (Yield Enhancement Network).

Marken ligger på Seinhuus Gods på Stevns, hvor driftsleder Alexander Petersen har udført arbejdet i marken.

- Vores hvede ville faktisk have fået guld, hvis proteinindholdet på 12,2 procent var blevet omregnet til standarden på 10,5 procent - ligesom når man korrigerer for olie i raps. Så havde vi avlet 18,9 ton, men sådan regner man ikke i hvede, siger Vagn Lundsteen.

Guldmedaljen gik til Tim Lamyman, der satte to nye verdensrekorder: 18,0 ton hvede og 16,2 ton vinterbyg.

- Han er verdens bedste planteavler. Vi besøgte hans bedrift i England i sommers og så rekordhveden, som stod helt grøn i bunden langt hen i vækstsæsonen. Hans hemmelighed er, at han giver mikronæring og svampemiddel i mindre mængder meget tit for at holde gang i fotosyntesen længst muligt, fortæller han.

Begik flere fejl

Vagn Lundsteen er glad for bronzemedalje, men er ikke tilfreds. For alle sejl var sat til for at slå verdensrekorden. 

- Vores mål var at slå verdensrekorden på 17,4 ton fra New Zealand. Så vi satte os et udbyttemål på 18 ton. Og det kunne vi godt have nået. Set i bakspejlet begik vi flere fejl, siger han.

Først og fremmest var hvedens biomasse for stor. Den var 25 ton per hektar. Det fremgår af YEN-rapporten.

- Vi har sået 80 planter per kvadratmeter med enkornssåmaskine 25. august. Det har været for meget og en uge for tidligt, fordi efteråret blev langt og mildt, og sorten Champion er aggressiv. Vi gjorde mange forsøg på at hæmme biomassen - uden held. Dernæst har vi undervurderet forfrugtsværdien af spinat. Og så burde vi have givet mere bladgødskning og vækstreguleret mere, men det begrænser dansk lovgivning.

Marken modnede desværre ikke ensartet, selv om dronefotos viste, at den var fuldkommen ensartet gennem foråret. På den baggrund havde vi fravalgt præcisionsjordbrug.

- I pletter i marken høstede vi 19 ton per hektar. Årsagen til, at vi ikke gjorde det overalt, må være, at afgrøden er løbet tør for næring nogle steder. Det irriterer mig selvfølgelig, for vi tog analyser hver 14. dag, siger han.

Vildt dækningsbidrag

Nogle vil måske tænke, at 10 gødningstildelinger, en del kemi og mange analyser spiser for meget af dækningsbidraget.

Men med en pris på 240 kroner, der var solgt på forhånd, endte dækningsbidrag 2 i marken på svimlende 25.190 kroner per hektar.

- Bruttoudbyttet var på cirka 39.000 kroner per hektar plus halmsalg. Marken gav 9.122 kilo halm per hektar, som blev solgt til 63 øre per kilo. Variable omkostninger beløb sig til 14.237 kroner og  maskinomkoskninger inklusiv halmbjærgning til 5.420 kroner, siger Vagn Lundsteen.

Han ved endnu ikke, om han stiller op i konkurrencen i 2024, men overvejer det. I så fald håber han, at han kan samle mindst 20 deltagere fra Danmark, for så får alle en udførlig rapport om markens udbyttepotentiale.

- Markens potentiale er virkelig interessant, for her spiller alle mulige lokale forhold ind. Vi vandt prisen for bedst udnyttede potentiale uden for England - 89 procent ud af af 18 ton.

Læs meget mere om alle markens behandlinger i Magasinet MARK 3.

Faktaboks

Vinder af YEN-konkurrencens priser 2022

  • Højeste hvede-udbytte: 18,0 ton pr. ha af Tim Lamyman fra Lincolnshire, UK. Ny verdensrekord.
  • Bedst udnyttet potentiale i hvede: 132 pct. af 11,7 ton, af Ashley Jones, Cornwall.
  • Højeste vinterbyg-udbytte: 16,2 ton pr. ha af Tim Lamyman fra Lincolnshire, UK. Ny verdensrekord.
  • Bedst udnyttet potentiale i vinterbyg: 117 pct. af 11,5 ton, af David Bell fra Fife.
  • Højeste vårbyg-udbytte: 11,0 ton pr. ha af Simon Budden, Hampshire.
  • Bedst udnyttet potentiale i vårbyg: 129 pct. af 8,2 ton, af Dyson Farming, Lincolnshire
  • Højeste havre-udbytte: 9,4 ton pr. ha af John Anderson, Caithness.
  • Bedst udnyttet potentiale i havre: 86 pct. af 10,8 ton af Annabel Hamilton, Berwickshire.
  • Højeste rapsudbytte (oliekorrigeret): 9,0 ton/ha af Tim Lamyman, Lincolnshire.
  • Bedst udnyttet potentiale i raps: 96 pct. af 7,0 ton, af David Passmore, Oxfordshire.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.