81-årig høster Danmarks måske første vinterbyg

Vejrguderne har været med gårdejer Sven Jensen, der kunne høste årets formentlig første vinterbyg i juni. Selv er han "rimelig godt tilfreds".

I weekenden satte 81-årige Sven Jensen sig bag rattet på mejetærskeren i Kegnæs og satte gang i høsten af vinterbyg. Den erfarne landmand mindes ikke at have høstet så tidligt før på de 5-6 hektar med vinterbyg.

"Jeg er rimelig godt tilfreds med udbyttet indtil videre. I lørdags da vi høstede det første, lå vandprocenten omkring 16,5 og da vi tog det sidste i søndags, lå den på 14,5," lyder det fra gårdejer Sven Jensen.

Siden 1972 har han haft gården på halvøen Kegnæs, der ligger i Sønderborg Kommune. Gården bliver drevet sammen med hans søn, der også har hjulpet til i weekenden. Ved siden af har Sven Jensen også hvede, som han venter med at høste lidt endnu.

"Jeg skal lige have fat i Vorherre, før vi kan høste hvede i næste måned. Hvis vi går ind i en periode med regn og blæst, så går der jo længere tid, før vi kan høste. Sommetider har vi først høstet sidst i september," siger han.

Med udsigt til Flensborg Fjord og gården tæt på vand, kan temperaturene svinge meget ifølge Sven Jensen. Dog mener han ikke, at et skiftende vejr kan ødelægge humøret omkring høsten.

"Jeg er aldrig utilfreds. Hvis jeg er utilfreds, så gavner det ikke noget," siger han.

Emneord Top2

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.