Advokat: Forhadt kort er ikke krav fra EU

Blå blok er offer for falsk retorik om det blå kort. »Ikke et krav fra EU,« siger BL-advokat Hans Sønderby.

»Det er ikke korrekt, at EU kræver et blåt Danmarkskort med reduceret gødning på Fyn og flere andre steder til gengæld for, at hovedparten af danske landmænd kan få lov at gøde noget mere. Det mener Hans Sønderby fra advokatfirmaet Hjulmand Kaptain.

»Blå Blok synes at være godt på vej til at spille med på en letkøbt og falsk EU-melodi. Der er intet i EU-reglerne, som kræver, at produktionsadgangen i praksis skal ophøre på dele af dansk landbrugsjord. EU-Kommissionen har heller intet sagt, som kunne tyde på, at reguleringen netop i Danmark skal være så streng, at landbrug i udvalgte områder skal ophøre på forretningsmæssig måde og kun eksistere i kraft af en helt særlig national støtteordning. Selvfølgelig ikke. EU-Kommissionens fornemste opgave er at sikre fødevareproduktionen i hele EU, og hvis man tager frugtbar dansk landbrugsjord ud af omdrift, går man jo den modsatte vej,« siger han.

 

20 procent for lidt gødning

BL-advokaten henviser til, at Danmark allerede i 1991 blev pålagt at udlægge sårbare områder med henblik på, at disse skulle gødningsreguleres efter ligevægtsprincippet, som i Danmark blev fortolket som Økonomisk Optimum. Danmark undlod udpegningen af sårbare områder mod gengæld at lade Økonomisk Optimum gælde på hele landets område. Siden strammede Danmark gødningsskruen yderligere først med 10 procent ved Vandmiljøplan II (1998) og yderligere ned til Landekvoten ved Vandmiljøplan III (2004). I dag reguleres samtlige danske landmænd på hele landets områder derfor efter statens egne tal officielt cirka 20 pct. hårdere end EU's regler foreskriver, kun på de sårbare områder.

 

EU er en undskyldning

»Man kan ikke først skærpe EU-reglerne til smertegrænsen for alle og så lempe dem for nogle mod at skære halsen over på et mindretal med den begrundelse, at EU forlanger guillotineringen,« siger advokaten.

Hans Sønderby mener, at hvis man går over grænsen for at drive en rentabel virksomhed, foreligger der reelt ekspropriation, og kompensationsordningen bekræfter, at landmændene ikke kan overleve uden en særlig støtteordning. Det vil sige, at ordningen skal forhindre, at landmændene kræver erstatning for tab af ejendom og virksomhed efter Grundlovens § 73 og EU`s charter om grundlæggende Rettigheder, artikel 17, som siden Lissabontraktaten har haft Traktatstatus og altså har juridisk gennemslagskraft på niveau med EU`s grundlov.

»Hvis landbruget har den slags venner, behøver dansk landbrug ingen fjender. Man kan naturligvis ikke reelt nationalisere 10 pct. af dansk landbrug uden, at det berører selve livsnerven for alle,« slutter advokaten med henvisning til Dansk Folkepartis oplysning om, at det kræves af EU, at nogle landmænd reguleres endnu hårdere end det allerede sker, for at man kan dele lidt ud til det store flertal.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.