Afgørelse kommer for sent: Ingen Gaucho til roerne i år

Lang sagsbehandlingstid fører til, at roefrø ikke bliver bejdset med Gaucho i år. Det går ud over både miljø og avlernes økonomi.

Det er politisk makværk og voldsomt frustrerende, at ministeren lover, at vi får bejdsemidlet Gaucho, og at vi så alligevel ikke får det«.

Sådan siger Jørn Dalby, formand for Danske Sukkerroedyrkere.

Baggrunden er, at miljøminister Lea Wermelin på TV i november lovede sukkerroedyrkerene, at de vil få dispensation til at bejdse roefrøene med Gaucho i 2020.

Trods gentagne henvendelser fik sukkerroebranchen i sidste uge at vide, at der vil gå yderligere tre uger, før svar forelægger.

Det er for sent i forhold til roesåningen.

Derfor bestiller danske roedyrkere i stedet roefrø, som er bejdset med Force 20 CS, som ikke er så effektivt mod skadedyr.

Flere sprøjtninger

»Force 20 CS er ikke så effektivt som Gaucho. Derfor skal vi sprøjte roerne flere gange mod skadedyr. Får vi et år med trips og mange lus, vil det reducere udbytterne i roerne«, siger Jørn Dalby.

Han tilføjer, at forsinkelsen dermed kommer til at gå ud over både miljøet og sukker-roedyrkernes økonomi.

»Vi indsendte ansøgningen i august 2019. Det er uforståeligt, at det tager Miljø- og Fødevareministeriet så lang tid at afgøre, om der kan gives dispensation«, siger Jørn Dalby.

Han mener, at det er fuldstændig uacceptabelt, at afgørelsen ikke er truffet tids nok til, at sukkerroedyrkerne vil kunne få gavn af den.

Langstrakt godkendelse

Baggrunden for den langstrakte sagsbehandling er, at der i hele EU har været kritik af, at medlemslandene har været for rundhåndede med at give dispensation til at bruge pesticider, som ellers var dømt ude.

I Danmark har det ført til, at Rigsrevisionen har udarbejdet en rapport, som fører til at de midler, der søges dispensation til at bruge, nu skal gennem en særlig kontrol.

Da LandbrugsAvisen henvendte sig til Miljøstyrelsen lød beskeden da også:

»Miljøministeren har som opfølgning på Rigsrevisionens beretning besluttet, at alle dispensationsansøgninger for 2020 skal undergå et eksternt fagligt kvalitetstjek i forhold til de miljø- og sundhedsmæssige vurderinger,« siger Maria Sommer Holtze, kontorchef i Miljøstyrelsen.«

Hun tilføjer, at det betyder, at behandlingen af dispensationsansøgninger vil tage længere tid end normalt.

»Der er desværre fortsat ikke en afklaring i forhold til ansøgningen om at bruge roefrø bejdset med Gaucho«, siger hun.

Faktaboks

Gaucho:

  • Gaucho WS 70 er et insektmiddel, som beskytter roefrø mod skadedyr i den første del af vækstsæsonen.
  • Brug af roefrø, der er bejdset med Gaucho, reducerer derved brugen af insektmidler i løbet af vækstsæsonen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.