Afgrødekommentar: Pessimisme sender afgrøderne lidt højere

USDA har udgivet wasde-rapporten for maj måned.

USDA har sendt denne måneds WASDE-rapport på gaden, hvor vi udover opdaterede estimater for produktion- og afgrødelagrene for indeværende sæson, også får USDA’s første estimater for produktionen og afgrødelagrene for kommende 2018/19 sæsonen, som er hovedfokus.

Det skriver Jyske Markets.

For en sjælden gangs skyld, er USDA noget mere pessimistiske, hvad angår slutlagrene for kommende, end hvad analytikerne havde forventet forud for rapporten. Det har indledningsvist sendt afgrøderne lidt højere, lyder det.

Hvede et par ton under

USDA estimerer hvedeproduktion for kommende sæson til knap 748 mio. tons, hvilket er et par ton under forventningerne, og 10 mio. tons under denne sæsons produktion.

Kombineret med en estimeret forbrugsstigning på 10 mio. tons i forhold til indeværende sæson, medfører dette udsigt til en negativ forsyningsbalance for første gang i 5 år.

Størstedelen af den globale produktionsnedgang stammer dog fra Rusland, som ventes at producere massive 13 mio. tons mindre i næste sæson. Af samme årsag ventes Rusland ikke at kunne sætte ny rekord for så vidt angår eksporten, og det efterlader lidt luft til den europæiske eksport.

Den europæiske hvedeproduktion estimeres at lande omkring samme niveau som denne sæson, men eksporten ventes at gøre come-back til 29 mio. tons – 5 mio. tons mere end der ventes for denne sæson.

Den amerikanske produktion af vinterhvede er påvirket af tørken i Kansas, Oklahoma og Texas, og det trækker de gennemsnitlige udbytter ned under gennemsnittet.

Majs byder største overraskelse

Trods en produktionsstigning år-til-år på 20 mio. tons til 1.056 mio. tons, følges denne af en tilsvarende forbrugsstigning, og det medfører endnu en sæson med forsyningsunderskud. Bl.a. Sydamerika, Ukraine, Kina og Rusland trækker produktionen op.

En stigning i importen på 5 procent er blandt en af de væsentlige årsager bag til det stigende forbrug, trukket af Kina, Mexico, Saudi Arabien m.fl. Slutlagre ventes år-til-år at falde med enorme 35 mio. tons til 159 mio. tons, langt under analytikernes gennemsnitlige estimat på 183,6 mio. tons, og lavere end selv den mest pessimistiske analytikers estimat.

Soja tager et hop

Udsigterne for sojabønner er over analytikernes estimater for så vidt angår produktionen, der tager et hop på 5,3 procent år-til-år til 354,5 mio. tons.

Stigningen trækkes primært op af Argentina, hvor udbytterne ventes at vende tilbage til gennemsnittet, oven på indeværende års tørke. Men når blot efterspørgslen følger med, forbliver slutlagrene under pres. Således estimeres der også for kommende sæson en nedgang i slutlagrene, med 6 procent år-til-år til 86,7 mio. tons.

Lavere end forventet

USDA’s første estimater for kommende sæson, viser overordnet slutlagre, der er lavere end hvad markedet på forhånd kunne forvente.

Markedet springer dog ikke sådan lige i vejret, da rapporten stadig er forbundet med en stor portion usikkerhed, herunder i Sydamerika, hvor høsten for indeværende sæson end ikke er afsluttet.

Selvom slutlagrene lander lavere ned forventningerne, skal det omvendt også siges, at produktionsestimaterne er højere end markedet havde forventet.

De indledningsvise stigninger er stort set visket væk, og markedet handler nu fladt til let negativt. En indikation på, at meget stadig kan nå at ske, og at krystalkuglens fremtidsudsigterne på så lang sigt, langt hen af vejen er en funktion af arealer estimeret ud fra prisniveauet, kombineret med gennemsnitlige udbytter baseret på trenden de seneste 5 år.

Obs: Ved en fejl har denne artikel fået en forkert overskrift i Mark Plus nyhedsbrevet udsendt 11. maj. Vi beklager.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.