Afgrøderapport: Globale hvedelagre går en tand op

Gårsdagens Wasde-rapport fra USDA er uden effekt på de europæiske afgrødepriser.

Helt som analytikerne havde forventet med næsten uændrede lagre for hvede, majs og sojabønner, og derfor er der kun små ændringer i afgrødepriserne at spore.

Sådan lyder Jyske Markets vurdering af decembers Wasde-rapport fra det amerikanske landbrugsministerium USDA, der blev offentliggjort i går aftes dansk tid. Rapporten giver blandt giver et estimat over verdens kornbalance. 

Hovedpunkterne i rapporten er følgende som udlagt af Jyske Markets.

Hvedelagre stiger lidt

De globale hvedeforsyninger skrues igen op, denne gang til 755,21 mio. ton, primært forårsaget af en højere produktion i Europa, lige som sommerens tørke ikke gik så hårdt ud over de canadiske hvedemarker. 

Eksporten og forbruget hæves begge med 1,5-2 mio. tons, hvilket ikke er helt nok til at opveje den større produktion. Heraf hæves den russiske hvedeeksport fra 33 til 33,5 mio. tons.

De globale slutlagre stiger med en lille mio. tons i forh med såold til sidste måned. 

Majs med små ændringer

For majs er der ikke store ændringer.

Lidt højere indgangslagre og en lille tilpasning af produktionen opvejes stort set af en tilsvarende forbrugsstigning, som alene er båret af USA, blandt andet trukket op af et højere forbrug til ethanol-produktion.

De globale slutlagre er på et uændret niveau fra sidste måned. Isoleret set estimeres de amerikanske lagre dog at falde i forhold til sidste måned, og det sender majspriserne i Chicago lidt op med en procent.

Soja

Den globale produktion holdes uændret fra sidste måned, hvilket også gælder for Argentina og Brasilien med estimeret henholdsvis 57 og 108 mio. ton.

USDA er typisk meget konservative i deres estimater, og det er også en af grundene til, at de lige lader tiden arbejde, inden de eventuelt øger produktionsforventningerne for Brasilien og sænker dem for Argentina, som i øjeblikket er konsensus i markedet.

Også for sojabønner er der ingen større ændringer i forbruget, hvor Kina fortsat estimeres at forbruge rekordstore 110,8 mio. tons, hvoraf 97 mio. tons estimeres at blive importeret.

Som følge af forskydningerne mellem Nord- og Sydamerika, estimeres de amerikanske lagre at stige lidt i forhold til sidste måned, mens der omvendt er udsigt til lidt mindre lagre i Sydamerika. Globalt set ændrer det ikke på forsyningssituationen, hvor lagrene er næsten uændret fra sidste måned. 
 
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.