Analytikere: Dårlig start for europæisk vinterhvede

Kun 82 procent af den franske vinterhvede er kategoriseret god eller meget god, og det er den værste start på sæsonen i 6 år.

Efter lidt ventetid offentliggjorde Saudi Arabien’s indkøbsmyndighed, SAGO,  mandag resultatet af deres seneste hvedeindkøb på 495.000 tons til levering i januar-marts.

Af godkendte oprindelser nævnes australske, europæiske, amerikanske og argentinske varer efter sælgers eget valg.

Det skriver Jyske Markets i dagens kommentar til afgrødemarkedet.  

Førstnævnte kan hurtigt afskrives på manglende konkurrencedygtighed, mens der er snak om at et par europæiske laster måske kan snige sig med.

Forudsat at de argentinske varer kan leve op til specifikationerne står disse stærkest sammen med de amerikanske varer, der uden tvivl har varerne.

Prisen blev 2,30 dollars pr. ton under deres seneste indkøb med levering her i november og december og det fandt markedet ikke særligt positivt. Både Chicago- og Matif-hveden handlede dagen igennem lavere og mens den amerikanske hvede brød ned gennem fem dollars pr. bushel så brød hveden på Matif også ned gennem støtteniveau i 200 Euro pr. ton.

Trods en masse snak om at Rusland bør begynde at blive presset på forsyninger til eksport, kommer det ikke rigtigt til udtryk i det fysiske marked endnu, og det er sandsynligvis en medvirkende faktor til, at nogle har mistet tålmodigheden, idet vi ikke rigtigt ser det skifte fra russiske varer til andre oprindelser.

Dårlig start for hvede

At vinterhveden i Frankrig har fået en dårlig start på sæsonen ydede i går ikke meget støtte.

82 procent af den franske vinterhvede er kategoriseret god eller meget god, og det er den værste start på sæsonen i 6 år.

Sidste år hed det tal 97 procent.

Konditionerne skulle være endnu dårligere hos en række andre store europæiske hvedeproducerende lande, herunder Tyskland, Polen og Rumænien, hvor tørken også har hærget.

Majs- og sojahøst nærmer sig sin afslutning

I USA nærmer høsten af majs og sojabønner sin afslutning, med hhv. 90 og 91 procent af arealerne høstet. Kigger vi derimod på de ugentlige amerikanske eksportinspektioner går det knapt så hurtigt med at få sendt nogle varer ud.

I den forgangne uge blev der eksporteret 1,06 mio. tons sojabønner, et tal der de foregående 5 år har været 2-3 gange så højt på denne årstid. De akkumulerede eksportinspektioner er for sæsonen 43 procent lavere end sidste år, og det laveste siden 2011.

Fraværet af den kinesiske import er med andre ord mærkbar.

De amerikanske forsyninger er rekordstore og en højere eksportefterspørgsel er nødvendig, hvis priserne skal højere.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.