Australiens hvedehøst får nye tæsk - har kurs mod halvering

Statslig bureau estimerer Australiens kommende hvedehøst til 16,6 mio. ton - eller omtrent en halvering i forhold til for to år siden.

Estimaterne for Australiens hvedeproduktion for ny høst har vist en jævnt nedadgående kurve de seneste måneder på grund af fortsat drilsk vejr i flere delstater.

I går nåede prognoserne så et nyt lavpunkt, rapporterer Jyske Markets.

Det australske statsejede analysebureau Abares satte tal på deres forventninger til de australske udbytter, og det lyder nu på blot 16,6 mio. ton. Det skal dog også noteres, at det amerikanske landbrugsministerium, USDA forventer en høst på 18,5 mio. ton.

Til sammenligning høstede Australien for to år siden 31,8 mio. ton hvede, mens det sidste år i en tørkeramt sæson blev til 21,2 mio. ton.

Holder seneste estimat for ny høst stik, vil det altså være omtrent en halvering i forhold til for to år siden.

På den positive side - for andre landes hvededyrkere - er, at udsigten til en skrabet ny hvedehøst alt andet lige trækker hvedeprisen op.

Mængden af australsk hvede til rådighed for eksport ventes nemlig at blive væsentligt lavere end tidligere år. Holder Abares-prognosen stik, kan Australien eksportere i omegnen af 10 mio. ton, mens der sidste år blev eksporteret 14,5 mio. ton.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.