Bakterier svækker bladlus alvorligt - kan være fremtidens planteværn

Nye forskningsresultater viser, at bakterier kan udgøre et alternativ til pesticider på den længere bane.

Landbruget står over for en stor udfordring: Der bliver brugt for mange pesticider, og der er behov for at finde alternativer.

I et nyt studie, publiceret i tidsskriftet PNAS, præsenterer forskere – blandt andet fra Aalborg Universitet – en lille løsning på et stort problem i landbruget: Hvordan bakterier kan være med til at revolutionere skadedyrsbekæmpelse.

Det skriver Videnskab.dk

Bakterier svækker lus

Forskerne har nemlig fundet ud af en måde at gøre bladlus mindre robuste ved at udsætte dem for bestemte bakterier – og det til sådan en grad, at det potentielt kan erstatte gift, forklarer den danske forsker i studiet:

- Vi har med stor succes overført endosymbionter, som er bakterier, der lever inde i blandt andet ærtebladlusenes celler, til en anden art af bladlus (ferskenbladlus, red.), siger Torsten Nygaard Kristensen, professor ved Institut for Kemi og Biovidenskab ved Aalborg Universitet.

Bakterien påvirker en lang række egenskaber i ferskenbladlusene og betyder blandt andet, at de får færre afkom, er mindre robuste overfor varmestress og lever kortere.

Meget tyder også på, at bakterien påvirker evnen til at sprede skadelige plantesygdomme.

- Vi er startet med bladlus, fordi de er et stort problem i store dele af verden, men vi kunne også have fokuseret på andre skadedyr i landbruget. Og ja, på sigt kan metoden måske bredes ud til at være et værktøj til også at bekæmpe andre skadedyr, fortæller Torsten Nygaard Kristensen.

Bladlus skader afgrøder blandt andet ved at overføre plantevirus til dem.

I øjeblikket bekæmpes bladlus primært med pesticider, men det er ikke bæredygtigt, fordi skadedyr udvikler resistens, og fordi sprøjtemidler kan udgøre en miljø- og sundhedsmæssig risiko.

Bakterie er et blandt flere værktøjer

Det er et spændende studie, mener Nicolai Vitt Meyling, lektor ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab ved Københavns Universitet.

- Det er en interessant vinkel på, hvordan man kan gribe til en biologisk løsning til skadedyrs-regulering. Generelt kan man sige, at vi skal lede efter biologiske løsninger, for der bliver færre kemiske pesticider (blandt andet fordi de bliver forbudt i EU, red.) til rådighed, siger han.

Forskernes bakterie er dog ikke tiltænkt at erstatte brugen af pesticider helt.

Ifølge Torsten Nygaard Kristensen er der nemlig ikke ét »vidundermiddel« mod skadedyr – til trods for, at det ser »ret overbevisende ud.«

Metoden kan dog vise sig at være endnu et værktøj til at reducere brugen af pesticider i landbruget – foruden andre initiativer.

Andre løsninger, der kan reducere brugen af sprøjtemidler, kan være præcisionslandbrug til at bekæmpe ukrudt, som går ud på, at landmændene ikke sprøjter bredt på hele marken, men på bestemte områder.

Man kunne også gøre brug af nyttedyr som mariehøns til at bekæmpe blandt andet bladlus.

Måske kan det lyde lidt farligt at manipulere bakterier, men det er det ikke, for bakterien er jo allerede derude, understreger Torsten Nygaard Kristensen.

- Vi speeder i princippet bare en naturlig proces op, og der er intet, der tyder på, at der skulle være risici forbundet med metoden,« siger han.

- Men selvfølgelig ændrer vi på antallet af individer af de arter, vi ønsker at kontrollere, og det kan ikke udelukkes at have en påvirkning på samspil mellem arter i naturen. Men det samme er tilfældet, når der benyttes pesticider, som jo også er problematiske at benytte af andre årsager, forklarer han.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.