Bekæmp knoldbægersvamp med normal sprøjtning trods koldt forår

Det er en usædvanlig situation, vi har, med blomstrende raps, lave jordtemperaturer, og at der har været en tør periode frem til nu.

Foråret er kommet sent i gang, og afgrødernes vækst er derfor inde i et meget stille og roligt tempo. 

Der næste dage kommer der dog en del fugtige timer, og i næste uge også stigende temperaturer ifølge prognoserne - og derefter bliver det relevant at komme ud med marksprøjten mod svampe i flere afgrøder, når jorden er til at køre på, vurderer Finn Olsen, teamchef for planteavl hos Sønderjysk LandbrugsRådgivning.

LAVE JORDTEMPERATUR OG SKLEROTIER 

For vinterrapsen kan de atypiske vejrforhold med god grund sætte gang i spekulationerne, om den normalt ene sprøjtning mod knoldbægersvampen skal justeres til to sprøjtninger  

"Det er en usædvanlig situation, vi har, med blomstrende raps, lave jordtemperaturer, og at der har været en tør periode frem til nu.

Man kan have en formodning om, at de ekstremt lave jordtemperaturer for årstiden betyder, at svampen ikke er helt klar til at spire frem, eller at der er et lille smittetryk, men vi ved det faktisk ikke," fortæller Finn Olsen.

"Jeg tør ikke i hvert fald ikke sige, at vi på grund af det kolde vejr skal længere hen i blomstringen end normalt med en sprøjtning, fordi smitten kommer senere.  

Det er også svært at tegne et klart billede af, om det er den tidlige sprøjtning i stadie 65, der har været bedst, eller en senere sprøjtning, for erfaringerne viser, at det kan være både den ene eller anden sprøjtning, så vi kan ikke tegne en klar ligning på det.

I gamle dage gravede vi depoter med sklerotier i net ned om efteråret og dem fulgte vi så, og talte et par gange om ugen, hvor mange der spirede frem under de herskende vejrforhold. Der var dog ikke en klar sammenhæng til smittetrykket, så det gjorde os heller ikke så meget klogere," siger Finn Olsen

SPRØJT MOD KNOLDBÆGER SOM NORMALT

For vinterrraps lyder anbefalingen fra den sønderjyske konsulent derfor at holde fast i den normale praksis med at sprøjte første gang mod knoldbægersvamp i rapsens stadie 65, det vil sige midt i fuld blomst, når de første kronblade falder af hovedskuddene.

Middelvalget kan være Amistar og Orius eller de mere bredspektrede midler som Pictor Active, Prosaro eller Propulse, som også anbefales af Seges.

"De aktuelle midler ligger tæt på hinanden i effekt, så det vigtigste er, at midlerne også har effekt på lys bladplet, som vi ser en del af i år," siger Finn Olsen, der også anbefaler at sprøjte med den sædvanlige dosis, det vil 70 procent af normaldosis.

Han forventer, at første sprøjtning mod knoldbægersvamp skal gennemføres i næste uge, når det igen er blevet tørvejr. Især hvis temperaturerne når op over de 20 grader, vil der hurtigt komme et fald af kronblade.

SEPTORIA-SPRØJTNING NÆRMER SIG

For vinterhveden gælder, at afgrøderne har stået stille i længere tid i det kolde vejr, og hovedparten af hveden er mange steder kun i stadie 30 eller først lige kommet i stadie 31. I udsatte marker vil en første septoria-sprøjtning tidligst komme på tale om 8-10 dage, vurderer Finn Olsen.

Lidt længere fremme er den hvede, som er sået tidligt som erstatning for efterafgrøder. Her er afgrøden nu i stadie 32, og for de marker vil det være aktuelt med første septoria-sprøjtning, efter den igangværende nedbørsperiode er slut. 

"Generelt vil jeg anbefale, at man på grund af de lave temperaturer hæfter sig mere ved afgrødestadier end ved datoer, for afgrøderne er lidt bagude i de kolde egne," siger Finn Olsen.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.