Bladenes spalteåbninger kan blive nøglen til klimarobust hvede

Dansk deltagelse i projekt, der skal klimasikre fremtidens hvedesorter.

En bedre forståelse af bladenes spalteåbninger kan være nøglen til at forædle klimarobuste hvedesorter.

Sådan lyder vurderingen fra forskerne i et nyt, internationalt projekt, som fra dansk side har deltagelse af både Københavns Universitet og Aarhus Universitet. 

Projektet bliver støttet med godt 11 mio. kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond, fortæller DCA, Nationalt Center for Fødevarer og Jordbrug, på deres hjemmeside.

Klimaforandringer sætter som bekendt mange landbrugsafgrøder under pres. De er nemlig ikke klædt på til de ændrede forhold, og det er netop omdrejningspunktet i det kommende forskningsprojekt,.

"Vi har på nuværende tidspunkt viden om, hvordan afgrøder reagerer på de forskellige typer af stress, som klimaforandringer medfører, herunder varme og tørke. Vi ved også, at forskellige hvedesorter reagerer meget forskelligt.

Vi mangler imidlertid viden om effekten, når der sker forskellige typer af stresspåvirkning på samme tid. Det er det, vi skal belyse i projektet. Uden denne viden kan vi ikke forædle klimarobuste sorter og dermed sikre en bæredygtig landbrugsproduktion i fremtiden", fortæller professor Carl-Otto Ottosen fra gruppen Planter, Fødevarer og Klima på Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet

Dilemma i bladenes spalteåbninger

Det er mere præcist bladenes spalteåbninger, som kommer under lup i projektet, for her findes et afgørende dilemma, der skal belyses:

"Udfordringen er, at flere typer stress både kan forstærke og svække effekten af en stresspåvirkning. Tørke- og varmestress giver hver for sig den modsatte respons i bladenes spalteåbninger. Tørketolerance kræver lav fordampning for at holde på væsken, mens varmetolerance kræver høj fordampning for at køle bladene ned.

Hvad sker der så i spalteåbningerne, når begge dele finder sted samtidig – og hvad sker der, når de tilmed udsættes for mere CO2 i luften? Det skal vi nu finde ud af. Alt i alt skal projektet give os målbare biokemiske og fysiologiske indikatorer for både robusthed, kvalitet og udbyttestabilitet i hvede", fortæller Carl-Otto Ottosen.

En større samling hvedesorter, blandt andet fra nordiske forædlere, er genstand for undersøgelsen.

Den viden, der skabes i projektet, der bære navnet Suswheat, vil ikke alene give en større forståelse af hvede. Den vil også kunne bruges i andre sammenhænge:

"Da vores fokus er en forståelse af plantens grundlæggende fysiologiske og metaboliske mekanismer, kan resultaterne også bruges til klimatilpasning af andre arter. Det kan for eksempel være bælgplanter, som bliver endnu vigtigere i fremtiden som proteinkilde til et stigende befolkningstal", siger Carl-Otto Ottosen.

Faktaboks

Klimarobuste hvedesorter

Projektet, der bærer navnet Suswheat, har modtaget en bevilling på mere end 11 millioner kroner fra Danmarks Frie Forskningsfond.

Projektet kombinerer unikke forskningskompetencer og infrastrukturer fra fire stærke forskningsmiljøer i Kina, Wales og Danmark, herunder Institut for Fødevarer ved Aarhus Universitet.

Projektet ledes af Københavns Universitet.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.