Borgmester: Vandplaner koster Mariagerfjord 80 mio. kr.

Ny landbrugsfond er ren lappeløsning, mener lokale Venstre-politikere.

Nye beregninger viser ifølge Mariagerfjord-borgmester Mogens Jespersen, at regeringens vandplaner vil koste kommunenes erhvervsliv 80 mio. kr.

"Hele Mariagerfjord Kommune bliver berørt af regeringens vandområdeplaner. Det er meget barsk. Jeg kan bekræfte tallene om, at erhvervslivet i Mariagerfjord vil tabe omsætning for  80 millioner kroner. Det kommer til at ramme os hårdt og dybt," siger borgmester Mogens Jespersen (V) i en pressemeddelelse fra Venstre.

På den baggrund kalder folketingskandidaterne Kristian Andersen (V) og Anders Buhl Christensen (V) regeringens kommende landbrugsfond, som blev annonceret mandag, for en ren valgkampsmanøvre.

Det ville betyde langt mere for landbruget, hvis regeringen lod landbruget tjene penge i stedet, siger de.

Derfor må den kommende valgkamp handle om, hvor mange nordjyder på slagterier, mejerier, transporterhverv, byggeri og smede- og maskinfabrikker, der skal fyres, når regeringen ruller sine vandplaner ud, mener de.

"Investeringsfonden – som man forsøger at sælge i dag - er højst en lappeløsning, som hurtigst muligt skal suppleres af noget, der skaber en varig sikkerhed for landbruget og dermed de mange arbejdspladser, der ligger i følgeerhvervene," siger Kristian Andersen.

"Hvem er det, der skal fyres, når køerne forsvinder? Hvem skal fyres på mejerierne i Hobro og Bislev og Akafa i Svenstrup? Hvem skal fyres på slagterierne? Hvem, skal fyres på slagterierne i Sæby og Thisted? Hvem skal fyres i byggeriet og maskinfabrikker, der skal skære ned på grund af regeringens politik," siger han.

V-folketingskandidat Kristian Andersen.
- Derfor må den kommende folketingsvalg stadig til at handle om, hvor mange nordjyder på slagterier, mejerier, transporterhverv, byggeri og smede- og maskinfabrikker, der skal fyres, når regeringen ruller sine vandplaner ud, siger Kristian Andersen.

Anders Buhl Christensen, der er Venstre-folketingskandidat i Randers Nord-kredsen, mener regeringen med sin politik mishandler et af landets største erhvervspotentialer.

Miljøpolitikken bygger i for høj grad på modeller i stedet på konkrete miljøproblemer, mener han.

"Miljøfagligheden er der ikke, men omkostningerne er der – og det bliver dyrt," siger Anders Buhl Christensen.

Emneord vandplaner

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.