Boxer skal vente, og skadedyrene skal være der, før du bekæmper

Det første korn er kommet op, og man kan blive fristet til at sprøjte – men hold øje.

Af Lennart Banke, planteavlskonsulent, Velas

Det først såede korn er ved at være oppe nu for alvor. Det er derfor tid til at holde øje i markerne, hvad angår ukrudt og skadedyr.

Mange steder vil 0,12 DFF eller 0,35 Mateno Duo være at fortrække til at starte ukrudtsbekæmpelsen op med.

Boxeren skal stå hjemme i kemirummet et stykke tid endnu. Selvom vi ser et mindre fald i varmegraderne i disse dage på grund af regnvejret, ser vi frem mod en varm periode igen. Sammen med blæsevejr, vil det give en stor afdrift og fordampning af Boxer. Derved mindskes effekten og vi risikerer at forurene æbler, andet frugt og grøntsager. 

Kig efter skadedyr i stedet for at sprøjte på forhånd

Skadedyr kan være drilske at bekæmpe. Nogle steder finder man dem ikke, selvom alle betingelser for det er opfyldt, og andre steder forekommer de under ellers dårlige betingelser. 

Det er derfor vigtigt at monitere for skadedyr i markerne, og vurdere om en sprøjtning er nødvendig i stedet for at sprøjte som en sikkerhed. 

En klassiker er lus i tidligt såede marker. Her sprøjter mange som en sikkerhed, men får aldrig kigget efter, om det var nødvendigt. En tommelfingerregel siger, at 2-3 procent angrebne planter udløser en sprøjtning.

Der skal tidligst sprøjtes når planterne har 3-4 blade, altså ikke sammen med en DFF eller Mateno Duo sprøjtning. 

Det er værd at huske på, at en for tidlig sprøjtning mod lus også vil fjerne mange nyttedyr, der kunne have hjulpet med at udsætte sprøjtningen eller eventuelt helt undgå den. 

Aksløberlarven, som vi har set en stigning af over de sidste år, fremkommer typisk i de samme områder og marker. Den spreder sig ud fra skel og laver indhug i marken, hvor den stille og roligt æder sig igennem.

De kan bekæmpes med Lamdex med 0,2 kg pr. hektar, når der er synlig skade, og man har fundet dem i jorden eller ved gentagne jordbehandlinger, som kræver en konsulenterklæring, hvis det er til vårsæd.

Bekæmper man med Lamdex, bør man kun sprøjte ind over det angrebne område. Ca. 10 meter indover, hvor der er angrebet, og 10 meter udover hvor der endnu ikke angrebet. Det vil normalt stoppe angrebet. 

Klassisk eksempel på angreb af aksløber larven. Foto: Lennart Banke

Bekæmpelse af bygfluer sjældent rentabel i vintersæd

De senere år er antallet af angreb af bygfluelarver i vintersæd også steget i takt med mere tidligt såede marker, og flere marker der står grønne af spildkorn og græs til efterafgrøder. 

Angrebene vil i foråret vise sig som fortykkede hjerteskud, der minder om forårsløg. 

Bekæmpelse af bygfluer er sjældent rentabel i vintersæden. Hvis man ønsker at holde øje med dem, skal man opsætte gule limplader og følge fangsten herpå.

Forsøg fra Danmark og England viser, at det kun er i stadie 11-12 (synlige kørespor), at der er effekt af en sprøjtning. Senere sprøjtning vil ikke have nogen effekt. Det er derfor ikke anbefalet at sprøjte imod bygfluer, medmindre der fanges mange på limplader, eller man har erfaringer med store angreb fra tidligere år. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.