Britisk økolog: Min bedrift optager 10 gange mere kulstof, end den frigiver

Man skal fodre jordens organismer og drage omsorg for jorden – så belønner den landmanden.

Kan man drive landbrug med kvæg og samtidig være klimavenlig. Ja, det kan man ifølge Richard Gantlett, økologisk og biodynamisk landmand med 550 hektar i Sydvestengland, der gæstede økologikongressen i Vingsted torsdag morgen.

Siden han er blevet økolog, har han mere end fordoblet jordens indhold af organisk stof og i dag henter han 10 gange så meget CO2 ud af luften som bedriften frigiver. Og det er inklusive udledningen fra de 280 Angus køer, som står for tre fjerdedele af udledningen af klimagasser.

96 procent af kulstofbindingen sker i øvrigt i jorden.

Køer efterlader kulstof i jorden

Normalt er kvæg ikke kendt for at spille positivt ind på udledningen af klimagasser. Men ifølge Richard Gantlett har de en positiv indflydelse på binding af organisk stof i jorden.

”Vi binder mere kulstof i jorden efter at vi har fået kvæg igen”, siger han.

Og sædskiftet med meget græs og måden, han græsser på, hvor han flytter dyrene hver sjette dag, gør at de bidrager positivt til jorden, der så kvitterer med højere frugtbarhed.

Efterafgrøderne er meget artsrige og frodige og med masser af bælgplanter. Samlet set dyrker han inkl. efterafgrøder 23 forskellige arter og i alt 33 forskellige sorter.

Jorden bliver heller ikke pløjet længere, for han er gået over til reduceret jordbearbejdning, hvor han kun behandler den øverligt, når han skal have korn, som der vokser på cirka halvdelen af arealet.

Bedre jord

Samtidig er jorden, en lerjord, der let bliver til mursten, hvis man pløjer den, når den er våd, blevet meget bedre til at optage vand.

Oversvømmelse er ikke længere et problem, for efter han er gået over til den græsrige driftsform med efterafgrøder før kornmarker og reduceret jordbearbejdning.

”Tidligere var oversvømmelser et problem. Jorden kan optage meget mere vand nu, end den kunne før”, siger han.

Richard Gantlett mener selv, det bl.a. er fordi han drager omsorg for jorden. Jordens organismer skal fodres, så regnorme, svampe, biller, protozoer og andet liv i jorden skaber en bedre struktur. Planterester skal tilbage til jorden og der skal ikke giftstoffer ud på markerne. Han har også startet et projekt, hvor han vil undgå mikroplast på bedriften.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.