I/S bygget op på tre ben med to ejere

Stenagergaard Markbrug I/S ejes af Ole Sloth Nielsen og Hans Boesen.

Stenagergaard Markbrug I/S er bygget op på tre ben. Et om markdrift, et om slagtesvin og et om lastbiler. I/S ejes af Hans Boesen, Veflinge, og Ole Sloth Nielsen, Gelsted. Der er ca. 15 km mellem de to steder, hvor markerne er grupperet.

Ole tager sig af grisene, indkøb, salg og det administrative, mens Hans har ansvar for den faglige del af markbruget samt tager sig af mandskabet. Der er syv ansat i slagtesvineproduktionen, hvor der produceres 60.000 svin årligt. I marken er der to faste medarbejdere. Endelig er der to chauffører, der hver passer en lastbil. Herudover deltager Ole og Hans efter behov.

Slagtesvinene indkøbes som 7 kg klimagrise af 2 avlere. Grisene er derfor LY galtgrise, der er meget aktive og derfor kræver bedre pasning og mere plads. Der er tilbygget en overdækket stald med varmelamper til 7 kg grisene.

»Vi mener, der er bedre økonomi i slagtesvinene på denne måde. Tidligere har vi indkøbt 30 kg grise i en traditionel slagtesvineproduktion, hvor vi syntes, vi tjente for lidt«, siger Hans Boesen.

Alt produceret korn på Stenagergaard fodres op som melfoder til klimagrisene, mens der indkøbes færdigfoder til slagtesvinene.

Den ene ladtbil kører udelukkende med grise. Der afhentes grise hos den ene avler, og alle slagtesvinene kører de selv til Danish Crown.

Den anden lastbil kører med gylle, korn, soja og foder, og der køres en del for andre.

»Vi mener generelt, at der er penge at hente ved at gøre mest muligt internt med hensyn til arbejde og transport. For hvert ben føres et iregnskab, så vi hele tiden kan følge med i økonomien, og hvad der kan betale sig«, siger Hans Boesen.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.