Chefkonsulent: Rekordnedbør betyder omsåning og tabt udbytte
Chefkonsulent Flemming Floor Jensen, Agri Nord Planteavl, vurderer, at dette efterårs store mængder nedbør kan betyde omsåning af omkring 20 procent vinterkorn og udbyttenedgang i rapsen.

Efteråret 2019 har slået nedbørsrekord. Aldrig før har det regnet så meget i Danmark. Det kan ses i landskabet og på markerne.

I det nordjyske er Skals Å, Lerkenfeld Å og Gerå gået over sine bredder, og Glenstrup Sø kan ikke længere afvande. Det betyder oversvømmede marker.

"Det er bestemt ikke sjovt, og vintersæden, der lige nu er udsat for den store vandmængde, er maksimalt under pres", siger chefkonsulent i Agri Nord Planteavl, Flemming Floor Jensen.

Han vurderer, at 20 procent af alt det vinterkorn, der er sået, skal sås om.

"Det er en vurdering. Vi kan først rigtigt se det til foråret, når der kommer gang i væksten igen", siger han.

Grænsen for oversvømmelse er nået

Særligt rug og vinterbyg tåler oversvømmelse dårligt, da de kornarter har et sart rodnet.

"Her er vi ved at nå grænsen for, hvad afgrøderne kan holde til", siger Flemming Floor Jensen.

Hvede og særligt nogle hvedesorter klarer bedre oversvømmelse. Især hvis temperaturen er så lav, at væksten er sat i stå.

Desværre er temperaturen ikke kommet derned endnu, så der er stadig lidt gang i væksten. Det lune vejr og den langvarige regnperiode er derfor også ved at være nok for hveden.

"Al oversvømmelse med store søer på marken, der varer mere end tre uger, holder det ikke til", siger Flemming Floor Jensen.

Udbyttenedgang i raps

Vandmængderne får også store konsekvenser for rapsen.

"Der kom rigtig meget vand, lige efter rapsen var sået. Jorden blev derfor kold og slemmede til, og hvis der er noget, raps ikke kan lide, så er det en kold og hård jord", siger Flemming Floor Jensen.

Rapsplanterne er derfor ikke blevet så store, som de kunne være blevet i varme og tørvejr.

"Vi vil derfor se en udbyttenedgang", siger planteavlschefen, som frygter for en hård omgang frost denne vinter.

"Rapsplanterne er i år meget udsatte for frosten, fordi de ikke er ret store og dermed ikke ret
modstandsdygtige", siger han. 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.