Dagbog fra Australien: Høsten er i gang - 70 hkg i ærter og 2.000 kg i frøgræs

Med 800 hektar, heraf ca 300 hektar med salgsafgrøder, og 4.000 Merino-får står bedriften Cressy Estate House på to solide ben. Vi er dog meget afhængige af vanding, og heldigvis går der en flod lige forbi, skriver Margit Thomsen fra Tasmanien.

Af Margit Thomsen, Cressy House Estate, Tasmanien 

Vi er en familie på fem,  som bor på Cressy House Estate (cirka 1827) tæt på en lille by Cressy på Tasmanien. Gården er beliggende midt-nord på øen.

Her bor jeg med min mand Henry og vores tre sønner Noah (seks år), Oscar (fire år) og Edward (1,5 år).) Min mand er født og opvokset her på Tasmanien, og jeg er fra Danmark og har boet på Tasmanien siden 2008.

På Tasmanien driver vi min mands familie gård på Cressy House Estate, som består af 800 hektar og 4.000 avlsfår. Med lam er vi oppe på en besætning på 7.393 får lige nu. Lige nu udgøres fårebestanden af 2.800 Merino-får og 1.200 fedefår.

Merino er en race, der opdrættes for sin uld. Vores Merino-uld ligger på 21-22 micron. Vi får 10 australske dollars , varende til ca. 53 danske kroner, pr. kg uld og i gennemsnit klipper vi 6,5-7,5 kg pr. får en gang om året.

Markplan høst 2017

På de 800 hektar dyrker vi følgende afgrøder:

Ærter til konsum, 55 hektar
Alm. rajgræs, 83 hektar
Hvidkløver, 32 hektar
Valmuer, 50 hektar
Rødbeder til frø, 8 hektar
Gulerødder til frø, 20 hektar
Raps, 20 hektar
Bønner til konsum, 18 hektar

I alt opdyrker vi altså 286 hektar. Normalt har vi opdyrket 320 hektar eller mere, men specielt på grund af et tørt år i 2015 valgte vi at dyrke afgrøder på et lidt mindre areal i indeværende sæson 2016-17.

Udover gården og dyrene er vi også startet med lidt overnatningsmuligheder for gæster i vores hus. Dette er i forlængelse med huset, og gæsterne har mulighed for at overnatte i ”lejligheden” som blev renoveret i 2015.

Med egen privat veranda, udsigt til bjerge og marker og dyr og mulighed for at fiske på gårdens flod lover det godt for vores nye virksomhed (se www.cressyhouseestate.com). Vi kan også følges på Facebook og Instagram under Cressy House Estate Farm Stay.

Vores gård er meget afhængig af vand. Vi er så heldige at have en flod, som løber forbi hele gården.

På gården har vi 11 pivots, det vil sige centervandingsmaskiner, og syv indtræksvandingsmaskiner. Desværre er der risiko for at en del af gårdens marker kan blive oversvømmet, når store mængder nedbør forekommer.

Ærter gav 70 hkg i snit

I 2016 blev de 55 hektar ærter sået i sidste uge i oktober og første uge i november. Såtidspunkterne er meget præcise, fordi det hele skal planlægges med firmaet Simplot, som vi dyrker ærterne for.

Firmaet har fastsat såningsdatoer og høstdatoer for alle deres ærtedyrkere.

Ærterne blev høstet her i januar. Normalt ligger vi på 50-80 hektar ærter, men i år valgte vi nogle hektar fra, da vi kan tjene mere på andre afgrøder.

I snit er afregningen 3.200 dollars (17.000 danske kroner) pr. hektar. Vores bedste mark gav i år 3.340 dollars (17.800 danske kroner) pr. hektar, og vores dårligste mark gav 2.900 dollars (15.400 danske kroner). Syv ton pr. hektar er det vi stræber os for at nå, og i år høstede vi 385.000 kg ærter, så vi nåede i mål. 

I år ville Simplot have flere tidlige ærter. Hvis vi lader ærterne vokse en uge længere vil de stige i vægt, men ikke nødvendigvis i afregning, så det var heldigt for os, at de i år ville høste dem lidt tidligere.

Vores omkostninger i ærterne ligger på ca. 1.200-1.500 dollars pr. hektar, svarende til 6.400-8.000 danske kroner. Den største omkostning er udsæd. Her bruger vi 600 dollars (3.200 danske kroner) pr. hektar. Afgrøden bliver hen over sæsonen sprøjtet to gange med bredspekterede midler, Basagran og MCPA 250. 

Mistede 10 hektar alm. rajgræs

Udover ærterne blev der også sået 83 hektar alm. rajgræs i marts-maj 2016, og heraf mistede vi 10 hektar til oversvømmelse.

Indtil videre har vi høstet to marker på tilsammen 42 hektar. Den ene mark gav 2.000 kg pr. hektar og den anden - hvoraf en del blev oversvømmet - 1.700 kg.

Vi får 2 dollars pr. kg, svarende til godt 10 danske kroner, men kan godt gå ned på 1,8 dollars (9,6 danske kroner) på grund af frøtest. Vi fik altså 4.000 dollars (21.300 danske kroner)pr. hektar for marken, som gav et udbytte på 2.000 kg pr. hektar.

Derudover laves der rundballer, og fårene kommer efterfølgende ind på marken og græsser. Vi laver ca. 20 baller pr. hektar, i alt 1200-1600 baller. De sælges for 44 dollars (234 danske kroner) pr. rundballe.

Udfordringen i det våde år, vi har haft, har været, at vi har haft større omkostninger til kunstgødning. I 2016 lå nedbøren for Cressy-området på 910 mm mod 416 mm i 2015. 

Den næste mark med alm. rajgræs er forhåbentligt klar til snart at blive høstet. Derefter er det valmuerne, som står for tur. Derudover arbejder vi på at gøre næste års rødbedefrø-mark klar.

 

Faktaboks

Margit Thomsen er dagbogsskribent for Mark Plus

Cressy House Estate, Tasmanien

800 hektar, heraf ca 300 hektar planteavl, og 4.000 Merino-får

Alm. rajgræs, hvidkløver, raps, ærter til konsum, bønner til konsum, valmue, gulerodsfrø, rødbedefrø

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.