Danmark får sin første Klimavismand

Tidligere overvismand Peter Birch Sørensen skal stå i spidsen for nyt klimaråd - der også får konsekvens for landbruget.

Formanden for Klimarådet er fundet. Det skriver Klima-, Energi-, og Bygningsministeriet i en pressemeddelelse.

Klimarådet skal komme med anbefalinger til omstilling af samfundet - også på landbrugsområdet.

Formanden bliver den tidligere overvismand Peter Birch Sørensen, økonomiprofessor ved Københavns Universitet og tidligere cheføkonom ved Danmarks Nationalbank. Han har desuden gjort sig bemærket som formand for Produktivitetskommissionen 2012-2014 og som tidligere formand for De Økonomiske Råd.

Klimarådet skal komme med anbefalinger til regeringen om, hvordan Danmark sikrer omstillingen til et samfund med meget lave udledninger af klimagasser på den bedste og billigste måde.

Klimaminister Rasmus Helveg Petersen (R) lægger særligt vægt på, at Peter Birch Sørensen kan tænke omkostningseffektivitet ind i klimapolitikken, så omstilling, vækst og beskæftigelse kan gå hånd i hånd.

”Formanden udgør selvfølgelig ikke Klimarådet alene. Nu skal vi have fundet det hold af kloge hoveder, der skal udgøre resten af rådet, og som skal rådgive regeringen om alt fra energieffektivisering af bygninger, vejen til en fossilfri energisektor, omstilling af transportsektoren, udledningerne fra landbruget og meget mere,” fortæller Rasmus Helveg Petersen. 

Faktaboks

Peter Birch Sørensen

1991-1995: Professor i Nationaløkonomi ved Copenhagen Business School.

Siden 1995: Professor i Makroøkonomisk Teori og Økonomisk Politik ved Københavns Universitets Økonomiske Institut.

2010-2011: Vicedirektør og leder af Økonomisk Afdeling, Danmarks Nationalbank (på orlov fra Københavns Universitet)

Medlem af Det Økonomiske Råds formandskab 1997-99 og igen i perioden 2004-2010, hvor han var formand for formandskabet. I perioden 2007-2010 var han endvidere formand for formandskabet for Det Miljøøkonomiske Råd.

2012-2014: Formand for Produktivitetskommissionen nedsat af den danske regering.

Emneord klima

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.