Danmark har fået sine første vandplaner

L&F er allerede stærkt kritisk og forbereder retssag og klager.

De nye vandplaner, der netop er kommet skal give renere vand i åer, søer og langs kysterne med et rigere dyre- og planteliv. Bedre vilkår for fisk, rigere planteliv og renere vand. Det er kort fortalt, hvad Danmarks første vandplaner vil bidrage med, skriver Miljøministeriet i en pressemeddelelse.

Det sker blandt andet ved at rense spildevandet fra flere boliger, åbne rørlagte vandløb, fjerne spærringer, hvor fisk ikke kan passere, og ved at etablere nye vådområder, der både giver mere natur og modvirker iltsvind.

Vandplanerne er også med til at sikre, at indvindingen af grundvand sker på en forsvarlig måde, så det ikke går ud over adgangen til drikkevand og naturen.

»Vandplanerne handler helt enkelt om, at vi skal sikre rent vand og et godt vandmiljø i Danmark. De vil både gavne dyr og planter men også de mange mennesker, som nyder at færdes i naturen. De vil også være til glæde for lystfiskerne, idet der på sigt vil komme flere fisk i de danske vandløb. Vandplanerne bidrager herudover til bedre vandkvalitet langs strande og kyster, og hjælper med at sikre det grundvand, som vi pumper af jorden og ud i vandhanerne. Jeg er glad for, at vi nu endelig kan sige, at vandplanerne er færdige og vedtaget,« siger miljøminister Kirsten Brosbøl.

De første vandplaner gælder til udgangen af 2015, hvor de bliver fulgt op af nye vandområdeplaner, der gælder for perioden 2015-2021.

Vandplanerne er ifølge Miljøministeriet ændret væsentligt i forhold til den oprindelige version, som har været i høring i flere omgange og nåede at blive erklæret ugyldige af Natur- og miljøklagenævnet undervejs. Deerfor er blandt andet skåret til, så de kan fungere bedre i praksis.

»Vi har lært meget af arbejdet med de første vandplaner, og vi har justeret og tilpasset arbejdet i flere omgange. Men det er ikke nok. Allerede nu er det besluttet, at de næste vandplaner i 2015 vil få langt større lokal forankring. Vi har en fælles interesse i et renere vandmiljø, og det understøtter vi bedst, når vi tager lokale kræfter med i arbejdet,« siger Kirsten Brosbøl.

Landbrug & Fødevarer mener derimod kun, der er få ændringer, og at de nye vandplaner er næsten identiske med de gamle og er ved at forberede en klage over den mangelfulde tilblivelse og anlægge retssag, forde der er for mange vandløb med og de er forkert klassificerede.

Selvom vandplanerne først ligger helt klar nu, er mange kommuner allerede i gang med indsatsen med eksempelvis at etablere nye vådområder og gennemføre vandløbsrestaureringer.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.