Dansk driftsleder på engelsk gods: Kæmpe indsamling af data giver pote i markdriften

Med dannelsen af firmaet Catalyst farming, som indsamler data, har driftsleder Poul Hovesen vist, at godser gennem samarbejde kan løfte stordriftsfordelene til et endnu højere niveau. Strategien har medvirket til at spare omkostninger, øge udbytterne samt til at opnå bedre afregningspriser - og det har vist sig at være et fortrinligt ledelsesværktøj.

Med en voldsom reduktion i støtten var det engelske gods Salle Farms i forbindelse med Brexit nødsaget til at reducere omkostningerne og øge indtjeningen ved salg af afgrøder. 

Det blev startskuddet til en 2020/2020 strategi, som refererer til, at Salle Farms inden 2020 skulle opfylde følgende:

  • Reducere omkostningerne til gødning, kemi og såsæd med 20 pct. 
  • Reducere forbruget af dieselolie og omkostninger til sliddele med 20 pct. 
  • Øge udbytterne med 20 pct. 
  • Øge afregningspriserne med 20 pct.

Strategien mundede ud i dannelsen af Catalyst farming.

Data sætter kursen

Gennem Catalyst farming indsamles data fra marken.

Det gælder blandt andet registrering af plantetal, svampesygdomme og skadedyr, forbrug af dieselolie og sliddele, effektivitet på mejetærskerne samt vejrdata.

»Målet med de mange registreringer er at spare udsæd, gødning og kemi. Derudover kan vi helt ned på maskinniveau synliggøre, hvor meget dieselolie der bliver brugt på de enkelte opgaver, og hvor meget slid der er på maskinerne - og hvad det koster«, siger Poul Hovesen.

Han tilføjer, at det har været en kæmpe øjenåbner.

Udover, at det helt konkret blandt andet har betydet, at udsædsmængden i vintersæden er reduceret med 20 pct., og at forbruget af kemi, gødning og dieselolie er reduceret, så har de mange data givet et solidt fagligt fundament. 

»Det har givet driftslederne selvtillid til at foretage markante ændringer i dyrkningsstrategierne over meget kort tid. Samtidig har det bidraget til at sætte en fælles kurs for alle ansatte i markbruget, så alle arbejder mod et fælles mål«, siger Poul Hovesen.

Læs mere i august-udgaven af Mark, som udkommer 3. august. Her kan du blandt også læse mere om, hvordan Catalyst farming virker som et fortrinligt ledelses-værktøj.

Faktaboks

Catalyst farming er ejet af fore ejendomme

  • Danske Poul Hovesen er driftsleder på Salle Farms nær Norwich, England. 
  • Har dannet firmaet Catalyst farming, som ejes af fire større ejendomme.
  • Ejendommene dyrker tilsammen mere end 7.000 hektar med salgsafgrøder.

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.