"Vi har lige været ude i rekordmarken. Og det ser rigtig godt ud, når vi sammenligner udseende og størrelse af aks og kerner samt antal aks pr. kvm, med andre hvedemarker.
Man skal aldrig spå om udbyttet på forhånd. Men jeg tror på, at det i år er muligt at komme over rekorden på 16,791 ton pr. ha, som blev sat af Eric Watson på New Zealand i 2017."
Det siger Vagn Lundsteen, planteavlsrådgiver hos AgroPro Danmark, der sammen med Lars Larsen, markmand på Eskegaard ved Christiansfeld, har sat alle sejl til for at sætte ny dansk verdensrekord.
I konkurrencen handler det ikke om økonomi, men kun om, hvor mange ton pr. hektar det er muligt at avle i hvede. Derfor er der heller ikke sparet på gødning eller sprøjtemidler.
Det er der til gengæld på udsædsmængden, som kun var 60 kg pr. ha. Det svarer til 110 planter pr. kvm. Alligevel var den meget tæt i efteråret - på grund af tid lig såning (22/8) og mildt vejr. Forfrugt er raps. Er ikke pløjet.
Ti gødningstildelinger
Gødningsstrategien har været klar. Væksten skulle styres med små, hyppige N-mængder, så hveden aldrig manglede kvælstof.
Og trods den høje N-mængde ikke fik lejesæd - selvom der ikke vækstreguleres ret meget - da det kan koste udbytte, siger Vagn Lundsteen.
"Vi gødskede to gange i efteråret og otte gange i foråret, sidste gang 10. juni. De sidste tre gange var med kalksalpeter, som virker med det samme".
Der var rajgræs i marken, som kun blev ukrudtssprøjtet i efteråret med tidlig Boxer, DFF og Cossack, da de stærke forårsmidler også koster udbytte.
Verdens bedste klima
Vagn Lundsteen erkender at have sat numsen lige i klaskehøjde ved sin udmelding her lige før høst. Men han synes, det skal prøves. Og hvis det ikke lykkes i år, så prøver han igen næste år - og næste...
"Vi har verdens bedste klima til korndyrkning i Danmark. Det vil jeg gerne vise politikerne. Mange af dem tror, at Tyskland, England eller New Zealand er bedre. Men det er de ikke. Derfor er det også vanvittigt at reducere landbrugsproduktionen i Danmark".
Sidste år gjorde makkerparret forsøget første gang på samme ejendom. Men var uheldige med vækstsæsonen.
"Sidste år avlede vi 12,8 ton pr. ha i et ekstremt tørt år, hvilket var det dobbelte af mange naboer. I år skal vi kun avle 30 pct. mere end det. Og da marken ser 30 pct. bedre ud i år, burde det være muligt".
Hvis det ikke lykkes at slå verdensrekorden i år, tilskriver han det marts måneds kolde og regnfulde vejr.
Det var meget uheldigt for den tidligt såede rekordmark, som var startet op med gødning i februar og allerede langt fremme og i gang med at strække sig. Det kostede sideskud, og marken så forfærdelig ud. Siden har både mark og vækstsæson udviklet sig meget positivt.
Relaterede artikler
Kommentarer