Danske frøavlere bag perfekt græsbane til Champions League-brag i aften

Millioner af europæiske tv-seere kigger med, når FC Midtjylland i aften møder Italienske Atlanta i verdens største fodboldturnering for klubhold, Champions League. Græsblandingen til den perfekte græsbane i Herning er leveret af danske frøavlere.

I aften kl. 21.00 træder Danmarks bedste fodboldhold, danmarksmestrene FC Midtjylland, for første gang ind i den prestigefyldte turnering Champions League, og det bliver i mere end en forstand med dansk græs under fødderne.

Aftenens kamp mod italienske Atlanta spilles nemlig på MCH Arena i Herning, og det er danske frøavlere og DLF, der har leveret græsfrøene til den perfekte græsbane.

FC Midtjyllands hjemmebane har de seneste tre år vundet prisen som Danmarks bedste bane, kåret af anførerne i superligaen sammen med Spillerforeningen.

Det danske hold er udover Atlanta i gruppe med prominente modstandere fra hollandske Ajax Amsterdam og engelske Liverpool FC, som begge senere på efteråret træder op på banen i Herning.

Græsblanding er Masterline Triple A

Men er banen klar til at blive eksponeret for millioner af fodboldfans, der følger deres yndlingshold i Champions League turneringen?

Stabsleder Anders Faber Nielsen fortæller:   

"Da det stod klart, at FC Midtjylland  kunne gå langt i europæisk fodbold, satte vi fart på eftersåningen med 200 kg Masterline Triple A.

Vi har i løbet af sommeren arbejdet med mere topdressing, og vi har vertikaldrænet med større spyd i forbindelse med topdressingen for at lave bedre drænkanaler i vækstlaget. Det giver en bedre afdræning, så græsset har bedre betingelser, når efterårets regnskyl sætter ind.

Vi overvejer til enhver tid, hvornår vi skal arbejde på banen afhængigt af vejret, så timingen af de forskellige tiltag bliver optimeret.

Til at holde gang i væksten bruger vi flydende gødning Mastercare WS 14-2-23 og afspændingsmidlet Magnum Oneshot, der hjælper græsset med at komme af med store regnskyl og vandingsvand fra overfladen. Med deltagelsen i Champions League bliver sæsonen mere presset, og derfor overvejer vi at opvarme banen tidligere end normalt for at opretholde væksten i græsset," fortæller han.

Eftersåningen er sket med Masterline Triple A, der er sammensat af rajgræssorter, der inkluderer både traditionelle plænerajgræsser og 4turf rajgræs, der tilsammen giver god slidstyrke, skudtæthed og høj stresstolerance.

Til spørgsmålet om Herning er klar til sin debut i Chamoions League, svarer Anders Faber Nielsen:

"Vi er stolte og det er dejligt med store kampe i Herning. Det giver nogle udfordringer, men dem er vi klar på at løse, og det er derfor, vi er her."

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.