Danske landmænd skal udnytte traktoren bedre

Christian Rabølle, maskinkonsulent ved Gefion, siger, at danske landmænd er flot kørende, når det gælder traktoren. Også for flot nogle gange.

Nogle taler om, at danske landmænd køber dyre traktorer og mejetærskere sammenlignet med eksempelvis Sydeuropa.

Er der noget om snakken – og er det fornuftigt at købe stort?

Landbrugsavisen.dk stillede spørgsmålet til Christian Rabølle, maskinkonsulent ved Gefion, som fredag d. 17. marts har inviteret til temamøde om maskinstrategi.

”Vi skal bare kende de afgrøder, vi har. I Danmark har vi mange højværdiafgrøder, frø og bælgplanter, med et kort høstvindue. Det er anderledes end længere sydpå i de kornproducerende områder, hvor mejetærskere kører 300-400 timer om året. I Danmark har vi hovedhøsten en uge inde i august og tre uger frem, hvor vi har 140 høststimer. Det er jo ikke meget. Hvis du også har frøhøst, kan du komme op på 200 timer på et år, og så er det en meget god udnyttelse af en dansk mejetærsker.

”Med hensyn til traktorerne, så vil jeg give dig forsigtig ret i, at danske landmænd er rigtig godt kørende, og at de ikke bliver udnyttet for godt. Kigger vi omkring os, til nabolandene, så er der en tendens til, at de får flere timer ud af traktorerne, at de kører længere tid og har en bedre udnyttelse i løbet af et år,” siger Christian Rabølle.

Han siger dog, at det er vigtigt at have den fornødne kapacitet ved sprøjtning, såning og til dels mejetærskning, hvor man skal ud i marken på et bestemt tidspunkt for at undgå udbyttetab.

Faktaboks

Dette sker på mødet

Landmand om maskinfællesskab

Den lollandske planteavler Claus Frandsen fortæller om sine overvejelser inden investering i egen bugseret roeoptager, maskinfælleskab om mejetærsker og presser, samt brugen af egne maskinomkostninger til DB2 beregning på afgrødeniveau.

Landmand fortæller om maskinanalyse

Landmand Mikael Andersen fra Asbjerggaard ved Slagelse har i flere år fået lavet maskinanalyse og rådgivning i forhold til sin maskinstrategi. Hør Mikael fortælle om hans overvejelser om nyt jordbehandlings-såsystem, samt traktor- og mejetærskerstrategi.

Maskinøkonomi

Hvilke maskinopgaver er mest rentable? Kan man genfinde stordriftsfordelene, når maskinanalyser sammenlignes for de forskellige arealgrupper? Hvad koster det egentligt at dyrke en hektar hvede? Det er nogle af de spørgsmål, som bliver besvaret på temadagen.

Maskinkapacitet kan være afgørende

I 2016 var der store merudbytter for tidlig såning af hvede. 1 uges for sen svampesprøjtning i hvede kan koste 4 hkg/ha og sen høst kan koste 1,5 % udbyttetab pr. uge efter modning. Planteavlskonsulent Lars Skovgaard Larsen fortæller om betydningen af at have tilstrækkelig maskinkapacitet. 

Er likviditeten på plads?

”Cash is King” når der handles maskiner. Økonomikonsulent Bente Poulsen slå fast, at likviditeten er meget vigtig når der handles maskiner. At investeringen er rentabel er ikke nok, hvis pengene ikke kan skaffes til ydelserne - en fælde som nogle desværre bliver fanget i. Hvordan kan det forhindres?

Temadagen rundes af med konkrete bud på en god maskinstrategi med rigelig kapacitet og lave omkostninger.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.