Danske vårbygplanter er gået i overlevelse-mode

Tørkestressede vårbygplanter har lagt en overlevelsesstrategi mod tørken: De skrider 14 dage tidligere end normalt.

De danske vårbygmarker er tørkestressede, og de skrider derfor meget tidligere end normalt.

Kristian Erbs-Lund, driftsleder for Allesøskovgaard nord for Odense, og Allan Clausen, ejer af Flidsagergaard ved Rødby, har begge vårbygmarker, hvor aksene er vokset ud på rekordtid.

Både Kristian Erbs-Lund og Allan Clausen såede deres vårbyg den 21. april. Aksene var vokset frem allerede fredag den 1. juni og søndag den 3. juni.

"Det er omkring 14 dage tidligere end normalt", forklarer Allan Clausen.

"Mange steder er sideskuddene blevet afstødt, og i stedet prioriteres hovedskuddet", tilføjer Allan Clausen og forklarer, at den nedsatte buskning i værste fald kan resultere i udbyttenedgang.

”Det er en form for overlevelse, når planten skrider frem som den gør”, forklarer Kristian Erbs-Lund.

Kristian Erbs-Lund har droppet at behandle med vækstreguleringsmidlet Cerone:

"Planterne er tørkestressede, så de producerer selv det væksthormon, som midlet indeholder".

Kristian Erbs-Lund forklarer, at han ellers har en stærk jord (JB 7-8), som plejer at kunne klare tørkeperioder.

"I år er anderledes. Jeg har i mine 20 år som planteavler, aldrig oplevet noget lignende".

Allan Clausen var heldig at få 13 mm vand den 28. maj, og han har derfor kørt Quadro den 30. maj - dog i lav dosering.

"Sorten Planet er meget blød i strået og lægger sig nemt ned, så den kræver vækstregulering under normale betingelser", forklarer Allan Clausen og tilføjer:

"Regnen vi fik er dog længe væk igen, og en dagsregn med 25-30 mm ville gøre underværker".

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.