Dansker i spidsen for 25.000 hektar: Strikse russiske regler - vi indberetter sprøjtejournal tre gange om ugen

Af Linne Fromm-Christiansen, produktionsdirektør for marken - fortalt til Stig Bundgaard

Nogle vil måske mene, at det er meget lettere at drive landbrug i Rusland end i Danmark med en mere lempelig lovgivning, ikke mindst på miljøområdet. Det er altså ikke tilfældet, kan jeg fortælle.

Det russiske statsbureaukrati er stort, meget større end det vi kender fra Danmark.

Vi skal eksempelvis tre gange ugentlig indberette til det russiske landbrugsministerium alt, hvad vi foretager os i marken. Det værende sig harvninger, såninger, oprensning af såsæd samt forbrugt gødning, planteværnsmidler, handelsgødning, udbragt gylle og møg med videre.

Indberetningen skal omfatte antal overkørte hektar, marknumre, doseringer og matrikelnumre. 

I høst skal vi indberette hver morgen inden kl. 9, hvor mange hektar der er høstet af hver afgrøde, og hvor mange ton der er kørt hjem.

En andet eksempel er kørebøger. Hver morgen skal alle medarbejdere, der fører et køretøj uanset om det er traktor, gravemaskiner, mejetærskere, personbiler eller lastbiler, have udfærdiget en kørebog, inden køretøjet forlader pladsen - eller de sætter sig i sædet i det tilfælde de skifter i marken.

Kørebogen indeholder alle oplysninger om køretøjet: hvor det skal køre og hvilke opgaver det skal udføre samt start- og sluttidspunkt for medarbejderen.

Ligeledes skal mekanikeren stemple og underskrive, at køretøjet er i forsvarlig tilstand. Derudover skal føreren have en helbredsundersøgelse af en sygeplejerske, som også underskriver og stempler.

Vi har for hver 10.000 hektar, vi driver, ansat ca. 5,5- 6 årsværk til alene at tage sig af det meget papirarbejde, vi er forpligtiget til at udføre for at overholde de forskellige russiske love inden for miljø, arbejdssikkerhed, færdselslovgivning med videre.

Jeg vil i det følgende fortælle om den russiske lovgivning, herunder hvilke forhold der gør sig gældende inden for mit område, planteavl. Sidst i bloggen fortæller jeg om den aktuelle status for afgrøderne i både Kaliningrad og Nizhny Novgorod.

Vinterafgrøderne i Kaliningrad er her i januar dækket af et beskyttende lag sne.

MANGE REGLER FOR PLANTEVÆRNSMIDLER

I Rusland er man mere strikse med opbevaring og anvendelse af planteværnsmidler end i Danmark.

Kemilageret skal godkendes hvert år af den russisk miljøstyrelse, inden sæsonen starter, og inden indkøb af nye varer.

Kontrollen tager ca. seks timer for hvert kemirum, hvor alt gennemgås af vores agronom sammen med en medarbejder fra miljøstyrelsen. Hvis lageret er godkendt får vi et certifikat som bevis på, at vi overholder alle gældende lovgivninger.

Når kontrollen kommer, er der mange ting, der skal gennemgås, herunder om der er håndvask i udleveringsrummet, om der er førstehjælpskasser med øjenskyl, brusekabine, tilgang til omklædning og tøjvask. Alle sprøjtejournaler fra det foregående år skal være tilstede og korrekt udfyldt.

Derudover skal der fremvises sprøjtebeviser fra samtlige sprøjteførere, og vi skal godtgøre at lagerpersonale og agronomer er special-uddannede til at arbejde med planteværnsmidler.

Alle data fra vores sprøjtejournaler skal stemme med indkøbt planteværn samt de ugentlige indberetninger på forbrug til landbrugsministeriet. 

Vi har typisk kontrol en gang om året, hvor myndighederne har ret til at kontrollere det hele fem år tilbage. Her bliver fx også kontrolleret om dem, der har kørt marksprøjten, har haft sprøjtetilladelse, og om sprøjterne er i forsvarlig tilstand.

Vi kan også være uheldige at blive udtaget til ”unexpected inspection” to gange om året, det man i Danmark kalder uanmeldt kontrol besøg. Typisk hvis en lokal borger har lavet en anmeldelse på os. 

Alle sprøjteførere skal have fornyet deres sprøjtecertifikat hvert år. Det skyldes, at den russiske stat kategoriserer sprøjtemidler og gødning i tre forskellige fareklasser, som alle kræver forskellige certifikater.

Vi laver dog certifikater til kategori 3, og så er de to andre fareklasser også omfattet. Det er lidt mere bekostelig, men lettere at håndtere efterfølgende. Sprøjtecertifikatet omfatter også en årlig helbredsundersøgelse på sygehuset.

Som arbejdsgiver er det lovpligtigt at betale ekstra 30 procent i faretillæg til sprøjteføreren. Dette gælder ikke for gødskning, men for at måtte køre gødning skal man have et farligt gods-certifikat, som tager tre uger på specialkursus at få.

INDBERETNING AF SPRØJTEJOURNALER TRE GANGE UGENTLIGT

Det er lovpligtigt at føre sprøjtejournal, og der skal tilsvarende føres journal for udbringning af handelsgødning, møg og gylle.

I sprøjtesæsonen skal vi tre gange ugentlig indberette til kommunen, hvornår og hvilke afgrøder vi har sprøjtet, hvilke midler der er brugt og i hvilke doseringer. Indberetningen sker, enten pr. mail eller telefon. 

Sprøjtejournalerne føres på papir, og her skal også stå, hvem der har kørt marksprøjten, i hvilket tidsrum, hvor meget vand der er brugt, vindforhold i meter pr. sekund , matrikelnummer og marknummer. Det samme gælder ved udkørsel af gylle, møg og handelsgødning.

I høst skal vi tilsvarende hver dag indberette, hvor mange hektar vi har høstet, hvilke afgrøder og udbyttet.

Alle disse journaler bliver som nævnt ført manuelt på papir, og det er så omfattende, at vi har en medarbejder på kontoret til at holde styr på journalarbejdet for hver 5.000 hektar.

I den kommune, vi driver størstedelen af vores markbrug i Kaliningrad, er det dyrkede areal i alt på 27.000 hektar for alle bedrifter, og de har 12 medarbejdere ansat i det lokale landbrugsministerium til at behandle alle de papirer, de modtager fra os dagligt.

Vi indberetter vores data til den lokale afdeling af det russiske landbrugsministerium, som sender oplysningerne videre til delstatsmyndighederne, der igen indberetter til de føderale landbrugsmyndigheder i Moskva.

De mange indberetninger for anvendelse af sprøjtemidler, gylle og handelsgødning er der ikke nogen, der ved hvad helt konkret bruges til i Moskva. 

Mange af de papirer, vi skal udfylde, er noget, der blev opfundet i USSR-tiden. Der står stadig 1956 på nogle af formularerne. Mit bud er, at de gør det for at holde statsapparatet i gang og holde beskæftigelsen oppe. Det er bare en del af det at være i Rusland.

Jeg synes, det er spild af resurser, og prøver at holde det på et minimum, men man må som udlænding også respektere landets love.

Indberetningen af tilsået areal og høstresultater giver bedre mening. Det betyder nemlig, at staten har præcis viden om, hvor mange hektar der er sået af en afgrøde, hvor stor den nationale kornbeholdning er, og hvor mange tons der er høstet.

Myndighederne offentliggør nøje udvalgte dele af deres informationer ud fra en strategi for priser og afsætning, som både indenlandske og udenlandske aktører så må prøve at forholde sig til. Det er lidt som et pokerspil.

Vores foderfabrikker skal ligeledes indberette månedligt, hvor mange ton råvarer de har forbrugt af korn, soja, solsikker mv. Det betyder, at man fra statens side altid har meget korrekte oplysninger om kornbeholdninger, som blandt andet bruges i forbindelse med eksempelvis eksporttold og eventuel eksportforbud. Det er en måde at regulere priserne på i det indre marked.

GODKENDELSE AF SPRØJTEMIDLER

I Rusland er sprøjtemidler tilladt at bruge ud fra en godkendelse, der har en udløbsdato, akkurat som det er kendt i Danmark.

Processen med at godkende nye sprøjtemidler i Rusland er meget langsommelig, og det indebærer at staten har valgt at beholde nogle af de gamle produkter på markedet i lang tid.

Fortjenesten på at drive landbrug i Rusland er lille, og der er desværre også stadig mange udygtige kooperativer i drift, som har brug for de gamle sprøjtemidler for at kunne producere det billige korn, som Rusland gerne vil eksportere.

Af samme grund deltager vi ikke i de lokale planteværnsarrangementer med præsentation af nye produkter. Ny viden i Rusland i dag svarer til det, vi ved fra Landsforsøgene for 5-6-7 år siden.

I Danmark har vi fx flere svampemidler, som de ikke har i Rusland endnu. Til gengæld har Rusland så mange ældre produkter på markedet. Fx er Butisan til vinterraps et relativt nyt produkt i Rusland, mens det jo har været godkendt fx i Tyskland i omkring 20 år.

Et andet eksempel er insektmidlet dimethoat. Det er stadig på markedet i Rusland, fordi man har et fastlandsklima, hvor det er svært at slå insekter ihjel. Midlet har tre ugers effekt i fx vårraps eller soja. Dimethoat blev forbudt i Danmark for cirka 30 år siden. Det lugter også af h...... til. Min far kan huske, at han sprøjtede med det for 40 år siden på Ultang, men produktet er den dag i dag et af de mest anvendte insektmidler i Rusland.

Russiske planteavlere har også adgang til en del af de gamle gule mider, vi havde i Danmark i 70érne.

For Kaliningrad har vi den specifikke udfordring, at vækstsæson og klima mere ligner Vesteuropa end det øvrige Rusland. Derfor har vi fx også nogle specielle ukrudtsarter, som ingen firmaer vil bruge krudt på at få godkendt et kemikalie mod på grund af det lille dyrkede areal.

Det samme gælder for vækstregulering af vinterraps, som i Rusland stort set kun dyrkes i Kaliningrad. Produktet er godkendt til soja, hestebønner og korn, men ikke vinterraps fordi arealet er for lille og omkostninger til godkendelse af et sprøjtemiddel for høj.

Hvis den bedste løsning ikke er lovlig må vi bruge den næstbedste, da vi ikke benytter os af dobbeltbogholderi. Vi bruger kun midler, der er godkendt til en given afgrøde, hvis et middel sælges i Rusland. Er det ikke godkendt til hvede, bruger vi det ikke i hvede. Vi driver vores landbrug på lovlig vis.

AKTIVSTOF SKAL VÆRE GODKENDT I EU

Som leder af planteavlsafdelingen er det naturligvis min opgave at tænke på medarbejderne og her især sprøjteførerne. Derfor har vi valgt kun at indkøbe sprøjtemidler med aktivstoffer, som er godkendt i EU, og som vi ved vi kan stå inde for.

Vi rører heller ikke ved de gule midler. Vi arbejder ikke med planteværnsmidler som vi fra EU ved kan være skadelige for medarbejder eller miljøet.

I Rusland er der sprøjtemidler på markedet, som vi ville kunne reducere kemikalieudgiften pr. hektar med  op til 50 procent ved at bruge, men hvor vi ved at produktet er til fare for sprøjteføreren, omgivelserne eller vandmiljøet.

Den slags sprøjtemidler fravælger vi, fordi jeg mener vi har et ansvar for medarbejderen og miljøet. Så må det hellere koste lidt mere at udføre sprøjtningen, og vi må hente det ind ved at være dygtigere eller mere effektive på andre punkter.

Med ovenstående beskrivelse kan det virke som et utrygt job at være sprøjtefører på et traditionelt russisk landbrug. Men man bliver også nødt til at se sig om og kigge på den russiske virkelighed.

Her er byerne helt sorte af os fra de gamle motorer i tog og busser. Folk fyrer med kul og koks fra femte sal i beboelsesejendomme. På en nærliggende fabrik, der producerer vinkelsliber skiver, er medarbejderne kun ansat i fem år før de pensioneres, fordi arbejdet er så usundt for lungerne. De russiske statsbaner og det russiske militær sviner også rigtig meget.

Bundlinjen er, at den russiske borger har et andet forhold til forurening, end vi har i Danmark.

Dette skyldes nok udelukkende den store del af befolkningen, som lever i det, vi i Danmark vil kalde under fattigdomsgrænsen, hvor det mest basale er at få noget at spise, have et sted at bo og have et arbejde, der medfører at man kan forsørge sin familie.  

INGEN KVÆLSTOFKVOTER

I Rusland er der ikke kvælstofkvoter for afgrøderne. Myndighederne regner simpelthen ikke med, at landmænd kører mere kvælstof ud på markerne, end det kan betale sig.  Så der er frit lejde, hvad det angår.

I Rusland er det meget svært at få en kassekredit, og den koster typisk 18 procent i rente. Af samme grund er høstpantbreve meget udbredt. Derfor er der ingen landmand der tænker på at køre mere gødning ud, end han kan hente udgiften hjem igen på kornet.

Der er ikke noget overordnet politisk kritisk syn på forbruget af kvælstof i landbruget. Jeg har endda i én sæson oplevet et pres fra landbrugsmyndighederne om at bruge mere N til afgrøderne, så vi kunne få produceret nogle flere tons korn!

For to år siden blev jeg ringet op af den lokale landbrugsminister i Kaliningrad. Hun var utilfreds med at jeg havde købt for lidt kvælstof - hvilket jeg gjorde på grund af dårlig overvintring - og at der dermed var udsigt til lave udbytter. For landbrugsministeriet betyder det nemlig alt, at udbytterne er så høje som muligt. Medarbejderne i landbrugsministeriet får en fast løn, og dertil kommer en bonus, der afhænger af årets høstudbytter.

I vores markdrift bruger vi markprogrammet Agronavia, det tidligere Næsgård mark. Her lægger vi tilførslen af gylle og separatormøg ind på de relevante marker, og for resten optimerer vi med handelsgødning.

Optimeringen sker dels ud fra egne markforsøg, og dels løbende i vækstsæsonen ud fra afgrødernes tilstand og erfaringer med sortens udbyttepotentiale. En hvedemark får typisk 160 kg N pr. hektar, og det afspejler udbytteniveauet.

Vi gør, hvad vi kan for at holde omkostningerne til gødskning nede. Vi kører med Switch for at undgå overlap for sprederen - og det samme gælder i øvrigt på marksprøjten. Det er der ikke så mange der gør.  I hele delstaten Nizhny Novgorod, der er lige så stor som Fyn og Jylland tilsammen, er vi faktisk det eneste landbrug der bruger Switch.

AFSTANDSKRAV PÅ 300 METER

I Rusland må man ifølge loven ikke bruge sprøjtemidler eller udbringe handelsgødning tættere end 300 meter fra beboelse målt i luftlinje. Det er en lov, der blev indført i USSR-tiden. Tænk på, hvor lidt landbrug der ville være i Danmark, hvis vi havde samme regel derhjemme.

Den lov er der mange russiske landbrug, der vælger at se stort på.

For RBPI Group gælder, at hvis vi skulle overholde loven 100 procent, ville vi skulle tage 3.800 hektar ud af drift, da det ikke ville være økonomisk fordelagtigt at dyrke jorden uden planteværn og handelsgødning. 

Vi har valgt at følge 300 meters-reglen 100 procent på de marker, hvor fx en landsby har vandboringer eller mere typisk en gammeldags gravet brønd på 5-10 meter. Derudover vælger vi at bruge den sunde fornuft.

Myndighederne kan jo godt se på indberetningerne, om der er overforbrug af kemi og gødning, og at reglen ikke bliver overholdt alle steder. Men de ved også, at det vil koste mange, mange tusinde tons korn at kræve 300-meters reglen overholdt.

Man ved helt sikkert både i regeringen, hos de lokale landbrugsmyndigheder og i kommunerne, at det er en regel, som er en stor knast for landbruget. Som nævnt blev loven indført tilbage i USSR-tiden. Men det er desværre ikke noget man fra statens side umiddelbart vil gøre op med nu. 

I sådan en sammenhæng er der måske nogle, der vil tænke på bestikkelse som et middel. Det er helt sikkert også noget som bliver brugt, men ikke af os.

Vi har valgt ikke at bestikke personer, myndigheder eller organisationer for at kunne bøje reglerne. Det er ikke vores politik. Vi vil drive landbrug, så vi kan være os selv bekendte.

Vi er ikke i Rusland for at lave store penge og ødelægge naturen og omgivelserne. Vi er her for at drive ansvarlig planteavl og griseproduktion på lige fod med, hvis vores produktion havde været i Danmark. 

KØREBØGER SKAL FØRES HVER DAG

Ifølge russisk lov skal vi som virksomhed hver dag føre kørebøger for alle køretøjer, der ruller ud af porten.

En fører - og det gælder for traktor, mejetærsker, gravemaskine, biler og så videre - skal udfylde en kørebog hver dag.

Kørebogen er et stykke A-4 papir med angivelse af navn, nummer i organisationen, type og registreringsnummer på køretøjet samt køretidsrum og opholdssted for dagen. Derudover skal den ansvarlige mekaniker skrive under på, at han har tjekket at køretøjet har lys på, at bremserne virker, og der ikke er olielæk.

Hos RBPI planteproduktion har vi cirka 200 enheder, der dagligt skal føres kørebog for i sæsonen. Hver dag føres det til protokol hvem der har fået kørebøger, hvornår de kører ud og hvornår de vender tilbage om aftenen.

På hvert af vores sites er der ansat en sygeplejerske, som hver morgen tjekker førerens blodtryk, at føreren ikke er fuld eller dårlig og er i stand til at føre køretøjet. Sygeplejersken skriver under på kørebogen, og sammen med mekanikerens stempel og underskrift er der nu grønt lys til at bevæge sig rundt i trafikken.

Hvert år laver vi kørerbøger svarende til 1,5 kubikmeter papirer i både Kaliningrad og Novgorod. Vi skal gemme alle kørebøger i fem år. For at dyrke 10.000 hektar i Kaliningrad har vi ansat, hvad der svarer til 2,5 medarbejder til at varetage de forskellige opgaver, kørebøgerne medfører dagligt.  

Hvis et firmakøretøj bliver stoppet af politiet, er din kørebog det første de spørger til, og her kan de se om du har ret til at føre køretøjet.

Hvis politiet finder ud af, at der fx er olielæk fra køretøjet, eller at bremserne ikke virker godt nok, får den ansvarlige mekaniker en bøde. Er politiet krakilske kan de finde på at rulle en bane hvidt papir ud på vejen, og så skal køretøjet holde der med fuld gas i fem minutter. Hvis der drypper olie af motoren eller fra hydraulikken får arbejdsgiveren en bøde.

Har man en traktor med 25.000 plus timer på bagen, kan lidt oliespild næsten ikke undgås. Vi vælger altid at betale bøden, men mange af vores kolleger vælger at give politiet lidt "feriepenge" for at slippe for bøden.

Hos os er det en stående joke, at hvis de lokale myndigheder vil vise Moskva, at de passer jobbet, besøger de vores landbrug og indrapporterer, at de har fundet en mindre ulovlighed som en åben kemidunk med sidste anvendelse for to måneder siden. Hvis de har brug for feriepenge besøger de naboen, da han ikke betaler bøder, men hellere ”lommepenge” til kontrollanten. 

Kørebøger skal føres hver dag for alle enheder - og det sker manuelt.

KØRETILLADELSE til store maskiner

Hvis en landbrugsmaskine er mere end 2,5 meter bred, skal der gives tilladelse til at den må køre på offentlig vej. Køretilladelsen er på 12 sider, og skal hvert halve år fornys hos færdselspoliti/vejdirektorat.

For en fører af landbrugsmaskiner er der i alt syv forskellige kategorier i hans kørekort. Der er ét der gælder for henholdsvis en lille traktor, en stor traktor, en rendegraver, en gravemaskiner på bælter og så videre.

Færdselsmyndighederne kommer på besøg en gang årligt og bruger tre arbejdsdage på maskinparken på hvert site til at kontrollere bremser, lys og at maskinen er i forsvarlig tilstand. Har man ikke fået gennemført det årlige syn, kan man ikke få lavet en ansvarsforsikring, og heller den daglige kørebog. Så det bider sig i halen.

En lidt pudsig ting er at alle vores landbrugsmaskiner er opført på militærets krigsliste. Det betyder konkret, at militæret i tilfælde af krig har ret til med dags dato at ekspropriere ethvert køretøj og de personer der kan køre det køretøj.

Vi indberetter derfor to gange årligt til militæret, hvor mange traktorer og mejetærskere vi har, hvor mange timer/km de har kørt, og hvem der kører med dem. Dette er også et levn fra USSR-tiden. Vi kan altså være nok så meget en privat virksomhed, men ikke mere end at vi i tilfælde af krig og undtagelsestilstand skal overlade vores maskiner til staten.

Til at sørge for papirerne for køretilladelser, indberetninger til militæret og det årlige maskinsyn har vi ansat en medarbejder i hver region.

Som arbejdsgiver er det lovpligtigt, at vi hvert år gennemfører en årlig helbredsundersøgelse for samtlige medarbejdere. Her tjekker vi alt fra hørelse, syn, blodtryk, urinprøver mv. Mange russere går ikke til læge, fordi de enten ikke har lyst til det eller måske ikke har mulighed for det.

Jeg synes, det er en god regel, for vi har nogle medarbejdere i en dårlig helbredsforfatning, og det værste der kan ske, er at de bliver syge på arbejdspladsen og kommer galt afsted i den forbindelse. 

I samme ombæring kan vi hjælpe med adgang til ekstra lægehjælp, hvis det er nødvendigt. Hvert år opdager vi skjulte helbredsproblemer. Det er jo også vigtigt, at vi opdager, hvis en traktorfører eller lastbilchauffør ser dårligt, og har brug for briller.

SEKS MÅNEDERS KARANTÆNETID FOR GYLLE OG MØG

I Rusland er der seks måneders karantænetid for udbringning af gylle og møg. Det skal altså kort sagt ligge på lager i seks måneder, inden det må udbringes på afgrøderne.

Fra USSR-tiden har man den opfattelse, at gylle ikke må køres direkte ud på marken fra stalden. Svinegylle bliver endda betragtet som fareklasse 3 på niveau med sprøjtemidler.

Den officielle forklaring er, at svinegylle indeholder et højt ammoniakindhold, som siges at slå planter og organismer ihjel, og det ønsker man ikke. Vi ved, at det ikke passer, men det er et levn fra fortiden, man ikke kan gøre noget ved.

Vi skal ifølge loven have 12 måneders opbevaringskapacitet for gylle og møg. Til hver svinefarm har vi derfor mindst lagunekapacitet på 200.000 kubikmeter gylle. Det er dyre penge, vi bruger på opbevaringskapacitet, men en simpel nødvendighed for at overholde lovgivningen.

Vi fører nøje protokol over, hvornår de forskellige laguner er fyldt op med separeret gylle, hvorefter den lukkes for seks måneder. Hver lagune er på 25.000 kubikmeter med overdækning. Inden gyllen køres ud, skal den analyseres for ikke at være ”farlig”. Dette bliver indberettet til de lokale landbrugsmyndigheder, der også fører kontrol på det punkt.

Lige nu er i det Rusland tilladt at slangeudlægge gylle oven på sortjord eller afgrøder. I løbet af fem år forventer vi, at det vil blive forbudt at køre gylle ud oven på jorden, så den udelukkende skal nedfældes.

I de projekter for nye svinefarme, vi i øjeblikket bygger i Nizhny Novgorod, er en del af projektet og aftalen med staten, at vi skal nedfælde al gyllen for at få lov til at bygge en svineejendom. Konkret betyder det, at vi bliver tvunget til enten et andet afgrødevalg/sædskifte eller et andet gylle-setup. Det er umuligt at afhænde 200.000 kubikmeter gylle fra en farm, hvis man ikke kan køre noget af det ud oven på vintersæden.

Vi vil naturligvis gerne udnytte kvælstoffet i gyllen bedst muligt og undgå at forurene miljøet. For ikke at køre gyllen ud i store doseringer tæt på grisefarmen, har vi derfor valgt at transportere det meste af gyllen fra lagunerne omkring farmen ud med slanger i en radius op til 12 kilometer, hvor det så bringes ud med nedfælder og udlæggere.

Nogle enkelte steder pumper vi gyllen ud til en ny gyllelagune, der er bygget ca. 10 km fra en given farm. Denne lagune fungere som mellemlager og derfra udbringer vi på markerne i en yderligere radius på op til 6 km. 

Ved bygning af en svinefarm er afstandskravet til anden bebyggelse 1.000 meter. Jeg er ansvarlig for at finde nye lokaliteter, og jeg prøver gerne at finde et sted med helst to kilometer til nærmeste landsby. I landsbyerne har man på grund af den lave levestandard ofte en køkkenhave med en gris eller to gående, og det øger jo risikoen for at vores besætning bliver smittet med afrikansk svinepest.

Desuden er det et ønske at jorden er rundt om svinefarmen, og at der er langt til en skov med en eventuel bestand af vildsvin.

Fantastiske afgrøder i KALININGRAD

I Kaliningrad har vi haft et fantastisk efterår og en fantastisk vinter med mildt vejr indtil december. Nogle enkelte nætter sidst i december havde vi minusgrader på tre-fire stykker, men uden sne, og det har været uproblematisk.

Efter nytår er vejret slået om. Vi har fået den kolde østenvind ind fra Store Rusland og i sidste weekend var temperaturen nede på 25-26 minusgrader hen over flere nætter. Pt. har vi et snedække på ca. 10 centimeter.

Afgrødernes tilstand under snedækket er rigtig god. Jeg vil vurdere, at det er det bedste udgangspunkt, vi har haft for afgrøderne på det her tidspunkt af sæsonen, siden januar 2015. Det gælder både vinterraps, vinterhvede og vinterbyg, så jeg er meget tilfreds.

Vi har været heldige at få vejrændringerne i den rigtige rækkefølge med først lidt frost, og derefter lidt sne som tynd puddersukker oven på, og efterfølgende nogle meget kolde minusgrader.

Jeg ved dog også fra begge regioner, at det farlige tidspunkt er, når vinteren begynder at slippe sit tag. I midten af marts kan godt opleve 20 minusgrader i både Kaliningrad og Nizhny Novgorod. Hvis sneen så er smeltet, og afgrøden står bar, kan vi risikere at en lille smule vind i kombination med frostgrader gør at afgrøden bliver slidt af.

Jeg plejer altid at sige, at jeg er glad, når vi rammer 1. april. Så kan vi se, om vintersæden har overlevet så godt som forventet.

I Kaliningrad har vi efter nytårsferien, der sluttede mandag i sidste uge, sat gravemaskinerne i gang igen for at rense grøfter og rive træer op på ny jord. Maskinerne kører døgnet rundt 24/7/365 med faste chauffører, og det skal de gøre frem til december 2021.

Vi har også gjort klar til at køre en lille smule gylle ud på noget jord, som der skal sås vårsæd på. Vi har tømt pladserne med separatormøg ved farmene, og kørt det ud på jorden med 10 tons pr. hektar, så det bare skal harves eller pløjes ned, så snart vi kan komme ud med nogle maskiner.

I Kaliningrad begynder vi udkørslen af husdyrgødning tidligt, fordi vi fra midten af februar skal sprede handelsgødning på fuld skrue i døgndrift med vores gødningshold, og det skal der bruges en del folk til. Vi vil også gerne have tømt vores separatorbatterier, fordi vi skal bruge læssemaskinerne til at læsse gødning, og derfor et det praktisk af få den opgave af vejen nu.

Vi har typisk ikke så meget nedbør i de første måneder i foråret, så kvælstoffet blive ikke udvasket.

I Kaliningrad skal vi i alt køre 190.000 kubikmeter gylle ud. Skulle vi vente til det er 100 procent optimalt at udbringe, ville vi have brug for en større maskinpark og flere folk. Med så stort et landbrug er det altid en afvejning af på den ene side at bruge maskiner og folk optimalt og på den anden side at udføre en opgave på det optimale tidspunkt.

I Kaliningrad er der for tiden meget stor efterspørgsel på korn. Delstaten er nærmest tømt for korn, fordi det er røget af sted til eksport. Hvis vi har brug for at hente indenlandsk korn til griseproduktionen sker det fra Storrusland med jernbanevogne gennem Litauen og Hviderusland.

Vinterafgrøderne i Kaliningrad har det bedste udgangspunkt på det her tidspunkt af sæsonen siden januar 2015. 

Frygt for omsåning i NIZHNY NOVGOROD

I Nizhny Novgorod er jeg noget bekymret for, at vi kommer til at så en stor del af vintersæden om.

I december havde vi en periode med det, vi kalder russisk vinter med ned til 22 minusgrader. Vi var så heldige at få jorden dækket af sne, og hele december havde vi et snedække på 15 centimeter, så vores afgrøder var rigtig fint beskyttet mod frosten.

Henover nytår fik vi et meget usædvanligt vejrfænomen for Nizhny Novgorod. I perioden mellem den danske jul og det russiske nytår røg vi nogle dage op på fire-fem plusgrader, vi fik også ca. 22 mm regn i perioden. Jorden, som var frossen nede i dybden, kunne ikke lede vandet væk fra afgrøderne. 

5. januar satte frosten ind igen, og vandet oven på jorden frøs til, hvorefter vi fik en smule sne. I den seneste uge har vi haft minus 36 grader om natten, men altså stadig med snedække på ca. 15 cm.

Vejrudviklingen har betydet, at vi har fået nogle opfrysninger. Når vandet fryser til is, udvider det sig, og trækker planterne op af jorden, men rødderne sidder fast, og derfor bliver planten delt i to.

Dette betyder, at jeg er bekymret for vintersædens tilstand under snedækket. Det er ikke kun gået ud over os, for vintersæden har fået samme omgang i en lomme, der strækker sig fra Moskva i vest over til Ural-bjergene i øst og mod syd til dele af Penza og Mordovia, så det er et stort område.

Jeg frygter, at vi kommer til at så halvdelen af vores vintersædsareal på 6.000 hektar om i Nizhny Novgorod. Det er voldsomt irriterende og omkostningstungt, og det er jo også derfor at vi ikke satser mere på vintersæd, fordi vi kender risikoen. Nogle af vores marker er meget kuperede, og her render vandet nogenlunde væk, så der er overvintringen normalt bedre.

Jeg har heldigvis holdt på hesten og ikke sået mere vintersæd end budgetteret, selv om muligheden var der.

Det kan blive en dyr omgang at så om. Lige nu er udsæden til vårafgrøder ca. 45 procent dyrere end i januar 2020. Det skyldes, at kornmarkedet i Rusland er ret uroligt og hektisk lige nu.

Kornpriserne er steget voldsomt og for at være sikker på, at man har nok korn til det indenlandske marked har staten lukket for eksporten. Det er vi glade for som nettoindkøbere af korn, men på den anden side er det meget bekymrende, hvis vores forventede avl af vintersæd i høsten 2021 går delvis tabt.

Status er, at der lige nu er en rigtig stor efterspørgsel på vårsæd, fordi folk har sået meget vintersæd og ikke forventet at de skulle så så meget vårsæd. Det hjælper heller ikke, at en del vårsæd er blevet eksporteret til foder eller møllehvede.

Vi frygter, at det bliver nødvendigt at omså halvdelen af vintersæden i Nizhny Novgorod.

Svækket valuta er dyrt for landbruget

Den generelle situation for landbruget i Rusland lige nu er, at kornpriserne er steget en del, mens grisepriserne ligger stabilt med en lille stigning.

Den store udfordring er, at den russiske rubel er svækket i forhold til euro med ca. 38 procent de sidste 12 måneder. Med 2020 i bakspejlet og udsigten til 2021 er fortjenesten på at drive landbrug blevet markant mindre på grund af valutaudviklingen.

Det er vanvittigt godt med en svækket valuta, når man fx vil sælge produkter som korn, raps eller gødning ud af Rusland, men for os der agerer internt i landet er det et ret stort problem. Vores landbrugsmaskiner, som importeres fra udlandet, er blevet tilsvarende dyrere, og det samme gælder gødningen, som vi bliver nødt til at købe til eksportpriser. Lilgeledes stiger oliepriserne markant i øjeblikket.

Jeg sidder pt. og arbejder med indkøb af traktorer og landbrugsmaskiner, som vi skal bruge i begge regioner. Her er faldet i rubelens værdi et meget stort minus.

Jeg har et samlet budget i år på ca. 80 mio. danske kr. for indkøb af nye landbrugsmaskiner. På grund af valutaudviklingen er jeg begyndt at tænke alternativt og skifte nogle Claas-traktorer ud med russiske producerede traktorer af mærket RSM 2375, for at prøve dem af, og få pengene til at slå til.

Normalt ville vi have købt Claas Axion 950. De skal nu skiftes ud med en tilsvarende russisk model, som jeg kan købe fem af til prisen for tre Claas-traktorer. Når traktoren skal trække en gyllenedfælder 24 timer i døgnet det halve år, og en tallerkenharve det andet halve år, tror jeg at det er fint nok, bare gps-funktionen virker.

"Its all about the bottomline" eller på dansk “det hele handler om bundlinje”. Hvis vi ikke kan tjene penge på bundlinjen, har vi ikke nogen berettigelse til at være her - så vi må finde ud af at lave nogle krumspring for at få tingene til at hænge sammen. Om det er optimering af indkøb på maskinsiden eller andet er underordnet.

Som leder for planteproduktionen er det i sidste ende min evne til at tage de rigtige beslutninger, der får betydning for om virksomheden tjener penge. Og hvis ikke jeg kan få det til at ske, ja så er jeg jo ikke den rigtige person til jobbet.