Den tredje vej: Er der en vej mellem økologi og konventionel dyrkning?

Denne artikels overskrift er titlen på en af sessionerne på januar måneds Plantekongres 2019, og dækker over to indlæg og efterfølgende diskussion.

Et af indlæggene hedder »Faglige argumenter for en mellemvej«, og præsenteres af Margrethe Askegaard, som er selvstændig rådgiver i Ecoviden og har forsket i økologisk planteavl på Forskningscenter Foulum i mange år.

Det andet holdes af Thomas Roland, afdelingschef for ansvarlighed i Coop Danmark, som skal tale om »Er der et marked for en mellemvare?«.

Forslaget om en mellemvej, hvor man bruger handelsgødning, men ikke pesticider, bunder i flere ting.

Dels har økologerne problemer med at skaffe gødning nok. Og dels får konventionelle landmænds brug af pesticider meget kritik fra det omgivende samfund. Derfor kan det synes, at en mellemvej ligger lige for, lyder oplægget til sessionen.

Kan få store konsekvenser

Egentlig er en mellemvej et interessant forslag. Men også et forslag, der kan have omsiggribende konsekvenser, hvis det vinder indpas.

For er der i længden plads til tre dyrkningsformer - både afsætningsmæssigt - og i landbruget? Det tvivler jeg faktisk på.

En anden ting, der kan være tvivlsomt er, om forbrugerne vil betale en merpris for mellemvejens produkter. For det er nødvendigt, hvis økonomien skal opretholdes, da en mellemvej uden adgang til pesticider vil betyde faldende udbytter.

Måske kan indførelsen af den foreslående mellemvej tilmed betyde, at det på sigt er slut med konventionel planteavl i Danmark. Eller med økologisk dyrkning for den sags skyld. Det er der i hvert fald en reel fare for.

Giver ikke en sundere jord

Et af tidens store temaer er en sundere jord. Noget økologerne sukker efter, men som de har svært ved at opretholde med de mange mekaniske overkørsler af jorden, som de ofte er nødt til at lave for at holde ukrudtet i skak - også i efteråret.

Og det sætter begrænsninger på, hvor mange efterafgrøder, de har plads til. Og her ligger skismaet. For efterafgrøder - og så lidt jordbearbejdning som muligt - er nogle af de vigtigste midler til at få en sund jord.

Den foreslåede mellemvej vil have de samme problemer med ukrudt og skadegørere som økologer, og dermed samme problem i forhold til jordbearbejdning og efterafgrøder. Så mellemvejen løser altså ikke ikke problemet med at få en sundere jord.

Der er også en anden mellemvej

Men når vi er ude i at snakke mellemveje - hvorfor så ikke vælge en helt anden mellemvej, der netop løser problemerne med sund jord, og samtidig har positive effekter på klima- og miljøudfordringerne?

Nemlig dyrkningsformen Conservation Agriculture (CA), der forener bæredygtighed og høj produktivitet, og anbefales af FN’s fødevareorganisation FAO.

I mine øjne er Conservation Agriculture oplagt, da den løser mange af de problemer, vi slås med i dagens planteavl. Tilmed kan dyrkningsformen praktiseres uden at gå ned i udbytte, når den først er indfaset.

Conservation Agriculture er godt nok ikke en dyrkningsform uden pesticider eller kunstgødning - men erfaringerne fra de landmænd, der har pratiseret CA i en årrække er, at forbruget af begge dele er for nedadgående pga. en større diversitet, flere naturlige fjender og en bedre balance i jorden.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen. Conservation Agriculture har én stor hurdle lige nu - set med samfundets øjne. Dyrkningsformen kræver jævnlige behandlinger med roundup.

Merete Hattesen er journalist og markfaglig redaktør på LandbrugsAvisen, magasinet Mark samt Mark Plus.