Der er rigtig god økonomi i at erstatte to-tre store traktorer med 10 små robotter

Teknologisk Institut er i gang med at udvikle styringen af en hel flåde af små robotter i marken. De små robotter giver økonomiske fordele i forhold til store traktorer. Teknologien er dog endnu ikke færdigudviklet, fortæller Thomas Nitschke.

Teknologisk Institut er i gang med at udvikle flådestyring, hvor flere eller mange små robotter arbejder på samme mark.

- Der er rigtig god økonomi i at erstatte en stor traktor med flere små robotter - eller for eksempel 2-3 store traktorer med 10 små robotter. Det er meget billigere, blandt andet fordi en mand sagtens kan overvåge fire robotter eller flere, fortæller Thomas Nitschke fra Teknologisk Institut.

Kræver at de kan snakke sammen og samarbejde

Han tilføjer, at det selvfølgelig kræver, at de små robotter kan køre autonomt i marken - altså selvkørende og førerløst. Og at de kan samarbejde med hinanden.

- De små robotter skal kunne snakke sammen. Og måske også kunne agere sammen med en enkelt stor traktor i marken. For de små robotter og de store maskiner kan sagtens supplere hinanden og kombineres i samme mark, siger Thomas Nitschke.

Ikke klar endnu

Udviklingen af flådestyring af små robotter indgår i et nyt projekt, som Teknologisk deltager i.

- Vi er endnu ikke så langt i projektet, så vi er ikke i mål med udviklingen af flådestyring af en flok små robotter endnu. Teknologien er ikke tilgængelig endnu. Der er mange børnesygdomme i robotter, så det tager tid at få udviklet et velfungerende system. Men vi arbejder på det, siger Thomas Nitschke.

Er for følsomme

En anden ting de arbejder med på Teknologisk Institut er at styre og kontrollere robottens alarmer, som ofte er lidt for følsomme.

- I dag stopper robotten for det mindste, fordi alarmen går i gang. Det skyldes, at sikkerheden har været prioriteret højt - man har ikke taget nogen chancer. Men det forstyrrer kørslen og arbejdet, når de stopper hele tiden uden god grund. De har simpelthen været for følsomme. Det kæmper man også med i førerløse biler. Og det skal vi have reguleret i markrobotterne, så de kun stopper, når der virkelig er fare på færde, siger Thomas Nitschke.

Emneord Agromek 2022

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.