»Vi har set meget græsukrudt i 2019. Derfor er det en god ide - også i pløjede systemer - at sprøjte dele af marken med glyphosat i stub inden såning af vintersæd. Et af arnestederne for græsukrudt er forpløjningerne, som især bør sprøjtes. Men man bør undgå at ramme markkanter og vildtremiser, som også er arnesteder for gold hejre, væselhale m.m.« siger planteavlskonsulent Lars Skovgaard Larsen fra VKST.
Årsagen til den megen græsukrudt i år skal findes i det ekstremt lune efterår 2018, som var ideelt for græsukrudt. Det betød nemlig, at selvom man troede, man havde sået sent i slutningen af september, så svarede det faktisk til en tidlig såning i et vejrmæssigt normalt år. Al vintersæd blev i praksis sået tidligt sidste år.
»Det understreges af de første sjællandske såtidsforsøg, der netop er opgjort. De viser, at udbyttet var ens for det, der blev sået først og sidst i september. I normale år er der her en udbytteforskel på 5 til 10 hkg pr. ha«, siger Lars Skovgaard.
Relaterede artikler
Kommentarer