Derfor får landbruget nej til omdiskuteret neonikotinoid

Miljøstyrelsen har givet afslag på, at landbruget må bruge stoffet thiamethoxam til at bekæmpe insekter i raps.

"Det er en sejr for de vilde bier, for honningbierne og for naturen".

Sådan lyder det fra Danmarks Naturfredningsforening, efter at Miljøstyrelsen har givet afslag på, at landbruget må bruge stoffet thiamethoxam til at bekæmpe insekter i raps. 

Stoffet trænger nemlig ud i rapsen, og det er skadeligt for bier, viste en undersøgelse tidligere i år.

Kort tid efter undersøgelsens offentliggørelse, blev der varslet forbud til landbruget om brugen af insektgiften thiamethoxam.

Thiamethoxam tilhører den gruppe af stoffer, der kaldes neonikotinoider. Ifølge EU's regler må det ikke bruges på afgrøder, som er attraktive for bier. Det gælder blandt andet raps.

Alligevel har Danmark igennem flere år givet landbruget dispensation til at bruge det. Men det bliver der altså nu lavet om på.

Danmarks Naturfredningsforenings præsident, Maria Reumert Gjerding, roser miljøminister Jakob Ellemann-Jensen (V) og styrelsen for beslutningen.

"Bier og insekter er i voldsom tilbagegang til stor skade for både landbrug og naturen", udtaler hun i en kommentar.

Det er forskere ved Aarhus Universitet, der har rådgivet styrelsen om beslutningen.

De forklarer i et notat, at der er kommet ny viden på området. Det er årsagen til, at der ikke bør gives dispensation længere, fremgår det.

Landbruget vil gerne bruge stoffet thiamethoxam til at bekæmpe skadedyret rapsjordloppen. Landbruget frygter, at den vil udvikle resistens mod andre bekæmpelsesmidler. 

Men det er der ikke problemer med i Danmark, vurderer forskerne fra Aarhus Universitet.
 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.