DLG: Forvent et kornmarked i tomgang også efter jul

Markedet har fået mange mere eller mindre opfindsomme navne i den seneste periode - dødt, begivenhedsløst, små hop på stedet, march på stedet, livløst, kedeligt, en patient i koma.

Af I. Rolf Pedersen, prokurist, DLG 

De store internationale handelshuse lever af prisudsving – jo større jo bedre. Hvis vi ser lidt tilbage i tid, ja så har de haft elendige betingelser på det europæiske kornmarked siden begyndelsen af september måned.

Målestokken for prisudviklingen i EU er Matifbørsen. Hvede på Matifbørsen på december 2018 terminen er siden begyndelsen af september handlet i et usædvanlig snævert interval mellem 205 og 197 euro svarende til prisudsving på hele kr. 5,97 per 100 kg.

Folk der begår sig i tekniske analyser har i tre måneder desperat revet sig selv i håret i et total retningsløst marked.

Markedet har fået mange mere eller mindre opfindsomme navne i denne periode - dødt, begivenhedsløst, små hop på stedet, march på stedet, livløst, kedeligt, en patient i koma osv. osv.

Imens buldrer kornmarkederne uden for EU’s osteklokke videre, og fokus lige nu er på weekendens topmøde i G20 landene i Buenos Aires og ikke mindst de forestående forhandlinger mellem amerikanske Trump og kinesiske Xi i den uafklarede handelskrig mellem USA og Kina.

Det holder da i det mindste liv i den makroøkonomiske uro, men det kan måske sågar bringe lidt mere volatilitet ind i kornmarkedet i de kommende uger.

EU har isoleret sig fra omverden

Store tendere på det internationale kornmarked er i månedsvis gået fuldstændig udenom EU.

På trods af en elendig eksport af hvede ud af specielt Frankrig på grund af for høje priser i forhold verdensmarkedspriserne, har de europæiske kornpriser ikke givet efter.

I flæng kan nævnes, at der er handlet store mængder hvede fra Rusland, Ukraine og Rumænien til både Tyrkiet og Egypten. Hvede fra USA og Argentina til Egypten. Majs fra Argentina til Algeriet. Byg fra Sortehavet til Saudi Arabien. Hvede fra Argentina til Algeriet. Hvede fra Argentina til Saudi Arabien.

Tankevækkende at korn fra Nord- og Sydamerika finder vej til EU's baghave med destinationer i Middelhavet.

Putins seneste stunt i Sortehavet er gået ubemærket hen. Selv ikke de seneste hændelserne i Sortehavet har kunnet piske en stemning op i de europæiske kornmarkeder.

Alle venter på at gassen går af den russiske korneksport

Ulven kommer, ulven kommer siger man, men ingen har endnu set den.

Selvom der i månedsvis har været vedholdende forlydender om, at den russiske korneksport var ved at løbe ind i den berømte mur, ja så har der indtil videre kun været få og spæde tegn på, at dette rent faktisk er nært forestående.

I den kommende periode vil spørgsmålet derfor forblive om, hvornår og hvordan vil den russiske eksport gå ned i gear? Bliver der tale om et dissideret eksportstop, eksportafgifter eller noget helt tredje?

Så længe der ikke øjnes en opbremsning i den russiske dominans på hvedemarkedet, vil presset på hvedemarkedet være fastholdt. En overhængende trussel om en snarlig indførsel af en eller anden form for eksportbegrænsning gør blot, at eksportørerne presser endnu mere på inden eksportvinduet eventuelt lukkes.

Russerne står i et dilemma. For det første ønsker de, at kapitalisere deres produktion, og på den anden side ønsker de ikke stigende interne hvedepriser med stigende brødpriser til følge. 

USDA rapport uden sprængfarlige nyheder

USDA har i den seneste rapport ikke blandet kortene i nævneværdigt omfang. Heller ikke fra denne kant er der kommet noget, der kunne ændre retningen i den flade prisudvikling.

Prisudsigterne

Som det fremgår af denne orientering, har den traditionelle julefred allerede for tre måneder siden sænket sig over kornmarkedet.

Intet tyder for alvor på, at dette vil ændre sig afgørende på denne side af nytår. 

 

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure) ”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.