DLG: Fuld gang i global høst - skiftende vejr giver prisudsving

Efter USDA-rapporten i onsdags er Matif-hvede december 2017-termin faldet med 5,5 kr. pr. hkg.

Af Rolf Pedersen, prokurist, DLG

Sidste uges USDA-rapport bød på uventede opjusteringer af startlagrene for både hvede og majs på samlet 4,5 mio. tons, og priserne på de store kornbørser i USA og Europa blev omgående sendt sydpå.

Efter rapporten i onsdags i sidste uge er Matif hveden på december 2017 terminen faldet med 7,50 euro pr. ton svarende til 5,50 kr. pr. 100 kg.

De næste måneder vil givetvis bringe flere prisudsving og udsving i den forventede produktion. Samlet set var det en rapport, der viste en bedre forsyning end markedet havde forventet.

Større slutlagre af hvede end forventet

Med diverse småjusteringer i den forventede globale produktion og det forventede forbrug blev resultatet at slutlagrene for hvede stort set blev holdt uændret i forhold til sidste måneds prognose.

Produktionen af hvede blev nedjusteret med i alt 4,5 mio. ton i USA, Australien, Kina, EU og Ukraine, hvorimod Rusland blev opjusteret med 3 mio. ton.

Lagrene forventes til markedets overraskelse at lande på 260,6 mio. tons svarende til godt 35 procent af det samlede årsforbrug. Markedet havde en forventning om et slutlager af hvede på ”kun” 256,5 mio. tons.

Større slutlagre af majs end forventet

På majsfronten opjusterede USDA den amerikanske produktion med 5 mio. ton, og det globale slutlager blev opjusteret med 6,5 mio. ton til 200,8 mio. ton, svarende til 19 procent af det samlede globale årsforbrug.

Markedet havde forventet et slutlager af majs på ”kun” 195 mio. tons.

Vejret i Europa

God nedbør den seneste uges tid har præget billedet i Tyskland, det nordlige England, vestlige Polen, Tjekkiet, østlige Rumænien og vestlige Bulgarien.

Derimod har tørke og ekstrem varme stresset afgrøderne i det sydøstlige og nordvestlige Frankrig, Spanien, Italien, Ungarn, det tidligere Jugoslavien, vestlige Rumænien og sydøstlige Polen.  

Vejret i Sortehavsregionen

Let nedbør har været nyttig for det vestlige og nordøstlige Ukraine, østlige Hviderusland og Rusland.

Manglende nedbør vil derimod fortsat stresse afgrøderne i det centrale og sydøstlige Ukraine og nordlige Kaukasus.

Vejret i USA

Nedbør over det sydlige deltaområde har forbedret situationen her, hvorimod regn i de sydlige og vestlige prærieområder har sat en stopper for fortsat høstarbejde.

Manglende nedbør fortsætter derimod med at stresse majsen og vårhveden i det nordvestlige Midtvesten og de nordlige prærieområder. Mangel på nedbør forventes at fortsætte i det sydlige Midt vesten og det nordlige deltaområde, og varmen forventes at tage til.

Vejret i Canada

Begrænset nedbør det nordvestlige Alberta, det nordlige og centrale Saskatchewan og det nordlige Manitoba har været godt for afgrøderne, hvorimod mangel på nedbør i de sydlige områder af de tre nævnte provinser stresser afgrøderne her.

Vejret i Australien

Nedbør har hjulpet afgrøderne en smule i det sydøstlige Queensland og sydvestlige Vestaustralien.

Begrænset nedbør i det sydlige Australien, New South Wales og store dele af Queensland stresser afgrøderne her.

Den nordlige halvkugle høster på fuldt tryk

Efterhånden som høstarbejdet på den nordlige halvkugle skrider nordpå får vi et klarere billede af produktionens størrelse, men der er stadig ”lang vej hjem”.

Vi forventer i den kommende periode fortsat et typisk vejrmarked med dertil hørende hyppige prisudsving, men et decideret niveauskifte ser vi ikke pt. ligge i kortene.

 

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.