DLG: Gætværk at spå om kornprisen for de næste måneder

Vejret sætter dagsordenen. Der er fortsat bekymring for tørke mange steder.

Af I. Rolf Pedersen, prokurist, DLG

Tørke truer fortsat i Sortehavsregionen og dele af Østeuropa, i store områder i det nordøstlige EU, Australien, Canada og de sydlige stater i USA.

Vinterhvedekonditionerne i USA viser kun 38 procent i kategorien god til meget god. Tilsåningen af vårhvede i USA er ganske vist på 91 procent, men markerne sukker efter vand her og ligesom de gør i Canada lige nord for grænsen til USA.

I Rusland er der kun sået 72 procent af de forventede arealer af vårhvede.

Stor usikkerhed præger kornbørser

Siden nytår er prisen på Matif-børsens december 2018-termin steget med ca. 20 euro pr. ton svarende til kr. 15 pr. 100 kg.

Usikkerheden ses tydelig af de seneste ugers daglige prishop op og ned på tre til fire euro.

Priserne har på det seneste været godt understøttet af vejret, men også det faktum, at euroen pt. er på det laveste niveau overfor den amerikanske dollar i 10 måneder, har støttet markedet.

Fondene har også støttet prisudviklingen. Eksempelvis var de ved årsskiftet "short" i Chicago majs, og nu er de "long". Fondene lå også "short" i hvede ved årsskiftet, men nu er de i en neutral position.

Den videre prisudvikling

Da vi står midt i det mest markante vejrmarked i mange år, kan forudsigelser om den videre prisudvikling kun betegnes som det rene gætværk.

Vi vil derfor afholde os fra det.


Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.