DLG: Rapsmarkedet holder niveauet

DLG fortæller i deres markedsorientering om, hvorfor de ikke tror på de på store nedture på rapsmarkedet. Omvendt er der heller intet i markedet, der tyder på, at vi får store prisstigninger at se

Af Junior Trader, Salli Bekke, DLG

Rapsfrø


Rapsfrø handles i nogenlunde samme niveau som ved sidste opdatering. Perioden har været præget af små op- og nedture drevet af de omkringliggende markeder samt en enkel nyhed om opjustering af det franske vinterrapsareal for høst 2018 med næsten 7%. Raffinaderierne er godt dækket på de forreste måneder med lødige marginer, mens det ser mindre sjovt ud på den lange bane. Pt. stiger prisen på rapskager og rapsskrå godt hjulpet af stigninger på sojaskrå samt en stram frøforsyning i Polen. Hertil kommer, at Tyskland er ramt af udfordringer med salmonella i rapskagerne.

Rapsfrøene har de seneste dage fundet støtte i sojamarkedets himmelflugt, men har ellers lidt under øget biodiesel-import fra Argentina og Indonesien grundet EU reduktion af antidumping tariffer. Det undersøges pt om importen er støttet af ulovlige subsidier og dermed virker konkurrenceforvridende.

Vi er ikke længere så negative på gammel høst, som vi har været. Vi tror ikke på store nedture, men derimod er der heller intet i markedet, der tyder på, at vi får store prisstigninger at se. Det er udelukkende de omkringliggende markeder, der sætter tonen: Pt soja og til dels euro-dollar pariteten som for én gangs skyld favoriserer det lokale marked over importmarkedet. På ny høst tror vi stadig på stigninger.

Sojaolie

Sojakomplekset viser gode takter og især sojaskrå har taget syvmileskridt mod toppen. Sojabønnerne har hængt sig på ryggen af sojaskråenes tur mod de højere luftlag. Det har desværre efterladt sojaolien som kompleksets taber, og prisen er presset til det laveste niveau siden midt 2016. Det er endnu engang vejret, der driver markedet. Mere præcist er det mangel på vand i Argentina, hvor de lokale argentinske analysehuse har nedjusteret deres forventninger til årets høst til ca. 45 mio. tons, mod USDA’s nyeste estimat på 54 mio. tons. Argentinas eget forbrug er 49 mio. tons og den potentielle kraftige nedgang i produktionen kan altså have store konsekvenser for eksport-/import-balancen på verdensmarkedet.

Valuta

Euro-Dollar pariteten er mere eller mindre status quo siden seneste update, men den brød i sidste uge med tidligere top fra begyndelsen af februar og handlede kortvarigt 1,2550 mod euroen. Det er svært at se, hvad der skal ske, før vi ser en mere varig styrkelse af dollaren på trods af de seneste dages gode takter.

Råolie

Råoliemarkedet der har været ramt af en solid nedtur har svært ved at finde positivt momentum. Den største bjørn på markedet er stadig USA, som ikke har i sinde at gå samme vej som OPEC landende og begrænse deres produktion.

Forecast

Vi er neutrale på gammel høst, mens vi holder øje med udviklingen på valutamarkedet samt sojamarkedet. Forventningen til ny høst forbliver også uforandret og dermed positiv.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.