DLG: Rusland i hopla - øger hektarudbyttet i hvede med 20 procent
Rusland har pr. 30. oktober høstet 135 mio. tons korn mod 120 mio. tons sidste år.

Af Rolf Pedersen, prokurist, DLG

Makroøkonomien påvirker markederne. US-dollarens styrkelse er med til at støtte de europæiske kornpriser og samtidig svække de dollar-baserede oprindelser.

Euroen er således svækket markant over for dollaren i de seneste få dage.

Der er primært tre årsager til euro-svækkelsen.

For det første meddelte Den Europæiske Centralbank, ECB, i torsdags, at renten fastholdes og at deres opkøbsprogram bliver halveret fra januar-september 2018.

Herefter kom der i fredags stærke økonomiske nøgletal fra USA, og sluttelig har denne uge igen bragt nye tvistigheder i den spansk/catalanske krise.

EU hvede er fortsat for dyr på verdensmarkedet

Den seneste hvedetender fra Saudi Arabien endte i weekenden med et samlet køb på 484.000 tons til priser, som igen generelt lå under de priser, der forlanges ud af EU. Det menes endda, at en del af hveden vil komme fra Argentina og muligvis en mindre mængde fra det nordlige EU.

Matif-børsen har siden den 10. oktober været en lige ud af landevejen affære på mellem 160,50 og 163,50 euro.

Det kan kun tages som et signal om, at de hvedeeksporterende EU-områder i Baltikum, Tyskland og Frankrig fortsat ikke har i sinde at deltage aktivt i konkurrencen på verdensmarkedet.

Ruslands stigende betydning på kornmarkedet

Ifølge det russiske landbrugsministerium har de pr.  30. oktober høstet 135,2 mio. tons korn mod 119,8 mio. tons sidste år.

Der er høstet 87,8 mio. tons hvede mod 72,5 mio. tons sidste år. Det anslås meget nøjagtigt, at 98,9 procent af det anslåede hvedeareal er høstet med et udbytte på 3,2 ton pr. hektar mod 2,7 ton sidste år.

Hele merproduktionen forventes solgt på eksportmarkederne. Det gør igen Rusland til verdens største korneksportør.

Lave hvedepriser på verdensmarkedet lokker købere til i flok Mark Torsdag 26. oktober 2017 · 12:42

Den samlede korneksport ventes i 2017/18 at stige 25 procent til i alt 45 mio. tons mod 36 mio. tons i sidste sæson.

Den store russiske korneksport er med årene blevet mere og mere betydelig for den samlede russiske økonomi.

Iflg. cheføkonom Charlie Robertson fra Renaissance Capital forventes Rusland at tjene 20 bio. US-dollar på deres korneksport i 2017/18. Det er mere end deres indtjening på våbeneksport og hele 33 procent af, hvad de tjener på deres olieeksport.

På denne baggrund har Vladimir Putin, da også opfordret de relevante ministerier til at sikre en fortsat stor kornproduktion, som ”er lønsom på både de interne og de eksterne markeder”.

Tørt i Australien
Vejret på den sydlige halvkugle fortsætter i samme spor som i de sidste par måneder.

Det er fortsat lidt for tørt i visse områder i Australien og lidt for vådt i visse områder i Argentina.

Den nordlige halvkugle er på vej ind i vinterhalvåret uden de store vejrmæssige udfordringer.

Prisudsigter: Lige ud ad landevejen

Det ser ikke ud som om, priserne generelt skal meget lavere i de næste par uger, men på den anden side er der heller ikke noget, der lurer på den vejrmæssige front eller i de fundamentale tendenser, som pt virker understøttende for markedet.

Vi forventer derfor en fortsættelse af udviklingen på Matif som en ”lige ud ad landevejen affære”.

Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.