DLG sælger stor virksomhed fra

Gasa Nord Grønt vil fremover være ejet af 80 frugt- og grøntproducenter.

DLG sletter nu endnu en virksomhed fra organisations-diagrammet i koncernen.

Gasa Nord Grønt I/S, som DLG har været medejer af i 15 år, skal fremover ejes af de omkring 80 frugt- og grøntproducenter selv. DLG sælger nemlig sin ejerandel på 50 pct. tilbage til producenterne af frugt og grønt i Gasa Nord Grønt A.m.B.a.

»Vi har været glade for at være en del af Gasa Nord Grønt, der har været en god investering for os. Vi er sikre på, at selskabet nu ligger i gode hænder hos avlerne,« siger ansvarlig for DLG Food, Johanne Rønnow, der dog ikke ønsker at fortælle salgsprisen.

Salget er det hidtil største i den række af salg, som DLG har gennemført de seneste måneder.

Omsætningen i Gasa Nord Grønt I/S var i 2014 på 773 mio. kr. og endte i et resultat på tre mio. kr.

Ser man på de sidste fem års regnskaber, så har nøgletallene alle år ligget på dette leje.

Andelsselskabet bag Gasa Nord Grønt (GNG) glæder sig over tilbagekøbet.

»Bestyrelsen i GNG mener, at det vil styrke os som salgsorganisation, at vi fremover bliver ejet 100 procent af dem, der har produktion og salg af frugt og grønt som deres absolutte kerneforretning. De er de optimale ejere af GNG og vil kunne udvikle virksomheden endnu bedre, end tilfældet er med den nuværende konstruktion,« siger Allan Rømer, adm. direktør i GNG.

Med salget af Gasa Nord Grønt, samt de øvrige frasalg DLG har foretaget siden september, frigøres midler, der skal bruges til DLG’s planlagte ekspansion i udlandet inden for kerneområderne grovvarer, vitaminer og mineraler samt service og energi.

Gasa Nord Grønt I/S blev dannet i år 2000 i et fællesskab mellem DLG Food og Nord Grønt af 1973 samt GASA Århus Frugt og Grønt.

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.