DLG: Trump-effekt sender afgrødepriser ned

Usikkerhed om amerikansk politik skræmmer investorerne og markederne.

Af Rolf Pedersen, prokurist, DLG

Efter en januar med en længe ventet stabilisering i kornmarkedet har den stigende usikkerhed om den nye amerikanske administrationspolitik i almindelighed og handelspolitik i særdeleshed her sidst på måneden skræmt investorerne.

Hvede, byg, majs, rapsfrø, sojamel, aktier og olie faldt i går over en bred kam. Investorerne betragter muligvis de protektionistiske amerikanske beslutninger som en mulig katalysator for en spirende gengældelsesaktion fra omverdenen.

De spæde tegn, der har været på en fornyet tro på fremtiden og en global økonomisk vækst, ser ud til i hvert fald midlertidigt at være sat på ”stand by”.

Medierne er samtidigt begyndt at støve ordet handelskrig af. Den amerikanske dollar har vist svaghedstegn igennem det meste af januar. Fondenes lang positioner i majs og sojakomplekset blev i går nedbragt, men det er værd at bemærke, at de stadig sidder på en lang position i både majs- og sojakomplekset, så fondene vurderer tilsyneladende, at alt håb ikke er ude.

Høstpres ud af Sydamerika og Australien

Som forventet oplever vi i øjeblikket et tiltagende høstpres fra den sydlige halvkugle, som i stigende grad blander sig i de internationale indkøbstendere på korn fra destinationerne i Middelhavet, Mellem- og Fjernøsten.

Wksporten ud af Australien er eksempelvis allerede nu oppe i et så højt gear, at alle eksportfaciliteter er fuldt booket frem til april/maj. Der kan simpelthen ikke presses flere salg igennem systemet de første tre-fire måneder.

Det forventes på den baggrund, at Australien rent fysisk ikke har kapacitet nok til, at de ønskede eksportmængder kan nå at komme ud, inden den nye høst er på vej ind. Følgen bliver derfor en uønsket opbygning af deres lagre.

Det var ellers en stund markedets vurdering, at betydningen af de store og rigelige globale kornlagre var trådt i baggrunden i forhold til prisdannelsen. Spørgsmålet er derfor nu, om udmeldingerne fra den nye amerikanske administration igen vil vende markedets fokus tilbage på lagersituationen. 

Canada melder om rekordproduktion og stigende lagre

Den samlede canadiske produktion af korn, olie- og proteinafgrøder er netop opgjort fra officielt hold, og den siger 91,7 mio. tons mod 85,3 mio. tons sidste år. Det indenlandske forbrug sættes til 43,7 mio. tons, så i lighed med Australien har de behov for en massiv eksport i de kommende måneder.

Heller ikke her ser det dog ud til, at de vil lykkes at eksportere de ønskede mængder, og forventningen er derfor at lagrene samlet set vil stige – dog kun marginalt med 2,4 mio. tons.

Godt vejr nordpå

Vejret på den nordlige halvkugle er generelt tilfredsstillende.

Indtil videre har der kun rejst et lille rødt flag i det sydvestlige Rusland og Ukraine. Her ligger temperaturerne langt under middel, men snedækket betegnes som utilfredsstillende, og frygten for udvintringsskader breder sig.


Ansvarsfraskrivelse (Disclaimer & Disclosure)
”Informationerne i denne markedskommentar er udarbejdet af DLG, som ikke påtager sig noget ansvar for eventuelle dispositioner foretaget på baggrund af informationerne, herunder som følge af eventuelle fejl eller udeladelser. Markedskommentarerne afspejler DLG’s vurdering på et bestemt tidspunkt, og denne vurdering kan efterfølgende ændres uden varsel. Kommentaren skal ikke opfattes som et tilbud eller en anbefaling om køb eller salg. ”

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.