DR overså gartnerier tæt på fund af sprøjtemiddel

Gamle luftfotos afslører nu, at tidligere eller nuværende gartnerier var placeret på tre ud af de fire steder, hvor forskere har fundet høje niveauer af kemikaliet chlorpyrifos.

Danmarks Radio har i researchen til en række artikler i dag om fund af sprøjtemidlet chlorpyrifos måske overset den mest oplagte forklaring på, hvorfor der flere steder i Danmark er fundet høje koncentrationer af kemikaliet.

Det er den konklusion, som landskonsulent hos Seges, Jens Erik Jensen, kommer med efter, at han selv har undersøgt luftfotos fra fire områder som Danmarks Radio i en artikel udpegede til at have vandløb med høje koncentrationer af chlorpyrifos.

Fandt gamle luftfotos

Han fandt i løbet af kort tid luftfotos fra 1995, 2006 og 2015, der viste, at der på tre ud af de fire steder ligger, eller har ligget, gartnerier i umiddelbar nærhed af de berørte vandløb.

"På et af billederne kan jeg endda se, at et gartneri, der også eksisterede i 1995, i 2006 var delvist revet ned. Derfor er det en endnu mere oplagt forureningskilde, da vind og vejr lettere kan skylle sprøjterester ned i vandløb,"forklarer Jens Erik Jensen og fortsætter:

"Dermed er gartnerierne naturligvis ikke udpeget som forureningskilden, men det er en ledetråd til, hvor man i første omgang bør søge i efterforskningen af kilderne."

Alligevel går det fuldstændig imod den mistanke DR’s artikel fremsætter om, at landbruget ulovligt skulle have brugt chlorpyrifos på deres marker.

Sprøjtemidlet var nemlig tilladt for gartnerier at bruge helt frem til 2012, hvor den videnskabelige undersøgelse, som artiklen bygger på, også er foretaget.

Giver ingen mening at bruge

Jens Erik Jensen har i mange år arbejdet med sprøjtemiddelrådgivning i Seges og bliver tit taget med på råd i medierne, når der bliver gjort opsigtsvækkende fund af sprøjtemidler i Danmark.

For ham gav det ingen som helst mening, at landmænd skulle bruge insektmidlet chlorpyrifos som planteværn på markerne.

"Det har aldrig været brugt i landbruget, og det giver ingen mening, at de pludselig skulle begynde, for der findes andre lovlige midler, der ikke giver nogen problemer at bruge. Der er ingen fordel for landmænd ved at bruge chorpyrifos," fastslår Jens Erik Jensen.

Han fortæller også, at kemikaliet tidligere i et vist omfang er blevet brugt i og ved private hjem til at dræbe kakkelakker og myrer.

Ignorerede det oplagte

At gartnerier var mest sandsynlige kilde til fundet af chlorpyrifos i vandløb, var allerede noget Jens Erik Jensen gjorde forskere fra Aarhus Universitet opmærksom på i forbindelse med, at Seges fik kendskab, til, at dagens artikler hos DR var under opsejling.

Da DR i sidste uge, i forbindelse med researchen til artiklen, kontaktede Landbrug og Fødevarer med spørgsmål kom Seges og Jens Erik Jensen også med på råd inden organisationen svarede. Her var den samlede vurdering i svaret fra Landbrug & Fødevarer til DR, at det oplagte ved den type forurening var punktkilde forurening. 

"Gartnerier er den mest plausible kilde, så det undrer mig, at de i stedet for at lave en god efterforskning virker til at have stoppet deres research, da de fandt en vinkel, der passede dem. Jeg kan ikke genkende deres udlægning," siger Jens Erik Jensen.

Han er tydeligt frustreret over, at den manglefulde research betyder, at landbruget uretfærdigt er blevet udpeget til syndebuk.

"De burde i stedet have undersøgt tingene til bunds i stedet for at starte med at beskylde nogen for at gøre noget ulovligt, og på den måde på forhånd dømme landbruget," siger Jens Erik Jensen.

DR undersøger

I en mail til Landbrugsavisen skriver DR-journalisten Kristian Sloth, som svar på kritikken:

"Vi har for ca en time siden fået oplyst af Seges, at der har ligget et gartneri lige ved det ene af findestederne. Seges oplyser også, at der skulle ligge gartnerier 1-2 kilometer fra to andre findesteder.Det kigger vi naturligvis nærmere på."

Opdatering 18. december 8.45: Siden artiklen blev skrevet har Landbrugsavisen fået yderligere oplysninger som vi undersøger nærmer.

RETTELSE  17. december 9.37: Sætningen: "Han og andre gjorde også journalister på DR opmærksom på, at forureningen kunne skyldes gartnerier, da de i sidste uge kontaktede Seges og Landbrug & Fødevarer i forbindelse med researchen." Rettet til:  Da DR i sidste uge, i forbindelse med researchen til artiklen, kontaktede Landbrug og Fødevarer med spørgsmål kom Seges og Jens Erik Jensen også med på råd inden organisationen svarede. Her var den samlede vurdering i svaret fra Landbrug & Fødevarer til DR, at det oplagte ved den type forurening var punktkilde forurening. 

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.