Driftleder: Én storm, og så knækker den uhøstede majs

Jesper Fredslund Davidsen har målt vandstanden i deres private boring - og den er rekordhøj. Det afspejles også i problemer i marken.

Jesper Fredslund Davidsen, driftsleder på en mælkebedrift i Odsherred, oplever store problemer med den voksende nedbør.

”Der er jo ingen steder, vi kan færdes. Vi havde store problemer med at få sidste slæt græs hjem”, siger han.

På en majsmark på 12 hektar i dyndjord på Lammefjorden har bedriften fire hektar uhøstet majs. De forsøgte forgæves at bjærge dem, akkurat ligesom gulerøds- og kartoffelavlere i området har mistet afgrøder.

”De kan tages som kernemajs, men vi kan ikke komme til dem,” siger Jesper Fredslund Davidsen.
Han og ejer Frits Becher Pedersen havde håbet, at der ville komme frost, så de kunne køre på jorden. Det er bare ikke sket.

”Får vi en omgang stormvejr, så tror jeg de knækker, og så er de tabt,” konstaterer Jesper Fredslund Davidsen.

Jesper Fredslund Davidsen pejlede i januar vandstanden i deres boring til markvandning. Boringen ligger på en bakke, og vandspejlet står 29 meter nede. Det er 1,5 meter højere, end de nogensinde har målt.

Brønden har oprindeligt tilhørt Høve Vandværk, og bedriften har målt vandstanden samme tid på året helt tilbage til 1980’erne.

”Den har aldrig lavet et spring på halvanden meter før”, siger Jesper Fredslund Davidsen.

Næste år er det planen igen at have majs på dyndjorden i Lammefjorden. Det bliver med sen såning, for jorden vil være lang tid om at blive tjenlig, kan han regne ud. Den våde jord vil dermed også – sandsynligvis – give et udbyttetab næste år.

 

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.