Driftsleder på gods: Fantastisk hvede - men sygdomme kan tage toppen af udbyttet

Blog fra planteavlsbedriften: På Seinhuus Gods venter driftsleder Alexander Petersen på høststart. Først for står rødsvingel, som han ikke har store forventninger til i år.

Af Alexander Petersen, driftsleder - fortalt til Stig Bundgaard

Lige nu holder vi lidt sommerferie og venter på at komme i gang med høsten. Vores New Holland CX6090 mejetærsker med 24 fods skærebord står helt klar til at køre i marken.

Jeg har vores faste markmand til at køre mejetærskeren, mens jeg kører fra og lægger på lager. Jeg er lige nu ved at finde en høstmedhjælp, der kan køre presseren.

SMÅ FORVENTNINGER TIL RØDSVINGEL

Først for står 38 hektar 3. års rødsvingel af sorten Maxima, som leveres til DLF. Marken fik lov at ligge sidste år, fordi udlægsmarken i 2018 ikke blev til noget på grund af tørken. Tæller man graddage efter bestøvning skulle rødsvingelen i år ramme en høststart mellem 12. og 15. juli.

Sidste år høstede vi i snit et udbytte på 1.950 kg renvare pr. hektar, på trods af tørken. Det er over normaludbyttet for sorten, og rødsvingel var faktisk vores topafgrøde i 2018.

Jeg har ikke de helt store forventninger til udbyttet i år, blandt andet fordi det er en 3. års mark, og fordi vi ikke havde mulighed for afbrænding sidste år. Dertil kommer, at marken så ret trist ud i april efter en tør periode og sen nattefrost, hvilket har givet golde aks i et eller andet omfang.

Trods den sene nattefrost turde vi ikke køre så hårdt på med vækstregulering anden gang med Moddus. Lige omkring støvning for en måned siden fik vi så kraftig regn, hvoraf 19 mm kom på 20 minutter, så lige nu ligger afgrøden ned.

Det er ikke optimalt for en rødsvingel at ligge ned til høst, men på den anden side gør det ikke noget med den blæst vi har, for rødsvingel er jo en spildsom frøart. Det betyder også, at vi så vælger at høste rødsvingelen på roden, som vi har gjort i tidligere år.

I frøtørreriet har jeg hevet en større blæser frem fra gemmerne, så jeg er sikker på at få frøet blæst igennem.

Desuden har jeg købt en ny pudser til frøgræs i form af en 2,80 meter Müthing slagleklipper, som skal afløser en Spearhead rotorklipper, så vi kan pudse blandt andet rødsvingel og engrapgræs tættere.

Müthing-pudseren har en stor diameter på bærerullen, og en generel stærk opbygning. Pudseren kan udbygges med en frontmonteret pudser, så bredden fordobles i takt med at frøarelet udvides.

FANTASTISK HVEDE - MEN OGSÅ SYGDOMME

Efter rødsvingel er næste afgrøde til høst formentlig 120 hektar vinterhvede af sorterne Lily og Benchmark.  Mit bedste bud er, at høsttidspunktet bliver nogenlunde som det plejer, altså i anden uge af august.

Hveden står fantastisk godt. Vi skulle gerne ende med et udbytte på 9-10 tons pr. hektar. Det skal kunne lade sig gøre i år.

Et par minusser i hveden er der dog. Vi har haft lidt svær ved at få hold på frem for alt Septoria, især i Benchmark, selv om der ikke er blever sparet på kemien. Vi har også golde aks på grund af en del skarp øjeplet, hvilket kan skyldes at afgrøden var presset af sen nattefrost i foråret. Det ser voldsomt ud med de hvide aks lige nu, men i realiteten er det ikke så mange.

Man kan godt forestille sig, at sygdommene kommer til at tage toppen af udbyttet, selv om jeg håber at naboplanterne vil kompensere.

Vi har et forsøg i Benchmark-hveden med et nyt svampemiddel, som kommer på markedet næste år. Det ser lige nu rigtigt lovende ud. Der er på nuværende tidspunkt stor forskel på Septoria-angrebet i forhold til resten af marken.

Sådan så vores vinterhvede ud ca. en uge ind i juni.

UENS SPINAT TIL FRØ

47 hektar spinat til frø er kommet lidt uens frem, fordi såbedet var blevet lige tørt nok. Tiden må vise, hvor tvemoden afgrøden bliver. Marken begynder dog at se fornuftig ud nu, og der er godt med frøsæt i år, og de steder, hvor der er huller i rækken, er naboplanterne gode til at kompensere.

Nogle år går det virkelig galt i spinat, men jeg synes afgrøden har rettet sig meget i den senere tid.

Vi har en ny sort i år, som vi ikke kender så godt, så det er svært at spå om høsttidspunktet. Bestøvningen var sen i forhold til andre sorter heromkring, så det kan tyde på en sen høst, måske sidste halvdel af august.

God maj for vårbyggen

100 hektar maltbyg står også godt, og er vokset flot til i det kolde, fugtige vejr i maj. Der står en stor, rigtig tæt afgrøde nu, med nogle flotte lange aks, så det ser rigtig fornuftig ud.

I 40 hektar vårbyg, som er sået på hver anden række, er der udlæg af rødsvingel. Det ser ud til, at udlægget er kommet fint frem, men den tætte dækafgrøde efterlader ikke meget lys.

Faktaboks

Alexander Petersen

• Uddannet agrarøkonom, blogger til Mark Plus

• Driftsleder på Seinhuus Gods på Stevns siden sommeren 2018

• 330 ha agerjord, JB 6-7

• 250 ha skov, udlejningsboliger

• Markplan: 119 ha vinterhvede, 100 ha maltbyg, 52 ha spinat til frø, 38 ha rødsvingel

• Ansatte i markdriften: Driftsleder, maskinfører og til sommer en høsthjælp

 

Emneord PLUS

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.