Betalt indhold af Bayer Crop Science

Ekspert: Sådan optimerer du din svampestrategi i hvede

Du bør allerede nu begynde at forberede din svampestrategi i hvede, hvis du skal realisere det store potentiale, høsten 2019 spås til at have. Men hvordan sammensætter du den optimale strategi? Læs med og få ekspertråd til, hvordan du kan optimere din svampestrategi i hvede med specielt fokus på merudbytte og resistensforebyggelse.

Overalt i Danmark står vintersædmarkerne flotte og kraftige, og potentialet til høsten 2019 er stort. De sidste par vækstsæsoner har været meget forskellige og har understreget behovet for at justere planteværnsindsatsen i løbet af sæsonen. I 2018 var behovet for sprøjtning minimal, imens der i 2017 var store merudbytter at hente for højere doseringer. Vi kender selvsagt endnu ikke behovet for 2019, men du bør allerede nu forberede en stærk strategi med fokus på merudbytte og resistensforebyggelse. Kenneth Søbye fra Bayer guider nedenfor til, hvordan du kan optimere din svampestrategi.

En bred løsning

En effektiv svampestrategi i hvede løber over flere sprøjtninger, en såkaldt delt aksbeskyttelse, og det er her vigtigt at vælge flere forskellige midler. At blande midler har gennem mange år vist sig som den mest fordelagtige strategi, når der skal findes en optimal kombination af udbytte, effekt og nettoresultat.

Til den delte aksbeskyttelse har en blanding af Propulse og Folicur Xpert vist en stærk effekt mod septoria, og blandingen bekæmper samtidig sygdomme som rust, hvedebladplet og meldug. Når Propulse blandes med Folicur Xpert, kombineres det nyeste SDHI-middel med de stærke triazoler prothio- og tebuonazol. Disse to triazoler har i blanding vist en fortsat god effekt mod septoria, selvom effekten af triazoler mod septoria generelt har været faldende. Når triazolerne bruges sammen med SDHI-aktivstoffet i Propulse, opnås en bred løsning mod alle de væsentlige sygdomme i hvede, og septoria-svampen angribes fra tre fronter på én gang. ”En sådan løsning giver god effekt og mindsker risikoen for resistens. Du opnår optimal effekt ved at blande 0,5-0,7 l/ha Propulse med 0,25 l/ha Folicur Xpert”, anbefaler Kenneth.

Septoria på fanebladet


I sprøjteprogrammer, hvor der behandles tre eller flere gange, kan det være en fordel at slutte af med en blanding af Prosaro eller Proline Xpert samt et andet SDHI-middel for at sikre den bedste resistensforebyggelse. SDHIer virker forskelligt mod septoria, og det kan derfor være en god ide at veksle mellem dem ved eksempelvis at slutte af med et ældre SDHI-middel i marker, hvor der behandles intensivt mod septoria. Blandinger af Prosaro og Bell eller Proline Xpert og Viverda i stadie 59-65 har vist sikre effekter og nettoudbytter i adskillige års landsforsøg under både højt og lavt smittetryk.

Den rigtige timing

Forebyggende behandlinger er centrale for en optimal svampestrategi. Specielt er det vigtigt at tage forbehold for vind og vejr og behandle forebyggende forud for eventuelt regnvejr. Fugtighed giver nemlig gode vækstbetingelser for svampesygdomme og specielt septoria, og man ser derfor normalt et større smittetryk efter regnvejr.

Herudover bør behandlingsgangene følge plantens udvikling, da det er vigtigt altid at beskytte alle nye blade på planten. ”Vi bør behandle markerne løbende, og de fleste vil være dækket ind ved en tre-kørselsstrategi,  men ved et meget højt smittetryk kan det være nødvendigt med fire behandlinger”, udtaler Kenneth.
 

Tilpas efter sort og lokalt smittetryk

En optimal strategi ser ikke nødvendigvis ens ud for alle, og det er vigtigt at være opmærksom på, at bestemte forhold kan gøre det nødvendigt at tilpasse den anbefalede strategi.

Der er eksempelvis stor forskel på, hvor modtagelige forskellige hvedesorter er overfor svampesygdomme som for eksempel septoria. Du bør derfor være bekendt med netop din sorts modtagelighed, da din strategi bør tilpasses til din afgrødes specifikke profil. Du kan finde informationer om din afgrødes modtagelighedsprofil på www.sortinfo.dk

En anden faktor, du bør have for øje i din svampestrategi, er variationer i lokale smittetryk. Kenneth anbefaler derfor, at du gør dig bekendt med historiske erfaringer for smittetryk i dit område, samt hvorvidt din landsdel forventes ramt af store nedbørsmængder, der som nævnt giver gode vækstbetingelser for svampesygdomme.

Hvis du følger Kenneths anbefalinger og går efter en bred løsning, der er korrekt timet og tilpasset efter sort og lokale smittetryk, er du ét skridt tættere på en effektiv behandling af svampesygdomme i vinterhvede.

Emneord sponsoreret, Bayer Crop Science

Betalt indhold af Bayer Crop Science

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.