Endelig sejr: Grønt lys for støtte til lufthavnsarealer

Fremover er visse lysåbne arealer i skov, arealer i lufthavne og arealer brugt til rekreative formål ofte støtteberettigede.

Der bliver nu sat sidste punktum i sagen om landmand Johannes Demmers landbrugsstøtte til lufthavnsarealer i Skrydstrup og Aalborg.

Miljø- og Fødevare-ministeriet ønsker ikke at føre sagen ved Vestre Landsret videre, efter at EU-domstolen i Luxembourg i sommer afsagde en kendelse til fordel for Johannes Demmer.

Det skriver NaturErhvervstyrelsen i en pressemeddelelse.

Krav var forkert

Den sønderjyske landmand, som dengang dyrkede økologisk græs til grøntpiller på helt sædvanlig vis på lufthavnsarealerne, blev for år tilbage pålagt at tilbagebetale 400.000 kr. i »uretmæssig« modtaget landbrugsstøtte til arealer i lufthavnene i Skrydstrup og Aalborg i perioden 2005-2009.

Johannes Demmer fandt, at afgørelsen var blodig uret og har i årene efter utrætteligt ført sag om afgørelsen ved Vestre Landsret.

Kammeradvokatens råd

NaturErhvervstyrelsen har tygget på EU-domstolens afgørelse siden i sommer og har overvejet næste træk, da sagen endnu ikke var afsluttet i Vestre landsret.

Men nu er der truffet beslutning om at tage EU-domstolens kendelse til efterretning.

»Beslutningen er en konsekvens af, at vi har haft Kammeradvokaten til at se nærmere på afgørelsen fra EU-Domstolen,« siger enhedschef Lotte Dige Toft fra NaturErhvervstyrelsen.

»Kammeradvokatens konklusion er, at det er overvejende sandsynligt, at NaturErhvervstyrelsen ikke kan vinde retssagen. Derfor vil gerne afslutte sagen nu, så landmanden får sine penge hurtigst muligt.«

 

Krav udløst af EU-Kommission

EU-Domstolen fastslog i sommer, at sikkerhedszoner i lufthavne, der udnyttes landbrugsmæssigt, som udgangspunkt er berettigede til landbrugsstøtte med mindre, landbrugsaktiviteten i betydelig grad er hæmmet af lufthavnsaktiviteterne.

Den afgørelse var i modstrid med, at EU-Kommissionen tilbage i 2008-2009 krævede, at Danmark ikke måtte udbetale landbrugsstøtte til den slags arealer.

Alligevel berettiget til støtte

Kammeradvokatens vurdering og Miljø- og Fødevareministeriets beslutning i »Demmer« retssagen indebærer nu, at arealerne - alligevel - må anses for at være støtteberettigede, og at NaturErhvervstyrelsens afgørelse om at nægte støtte til arealerne og kræve allerede udbetalte støttebeløb tilbage derfor var forkert.

Dette betyder blandt andet, at Johannes Demmer nu får de penge tilbage, som han urigtigt blev opkrævet.

Sager afklares inden jul

Johannes Demmer er den eneste landmand, som har forfulgt sin sag ved domstolene.

NaturErhvervstyrelsen er i gang med at undersøge, hvilken betydning udfaldet af Demmer-sagen har på andre sager. Der ventes en afklaring inden jul.

NaturErhvervstyrelsen har tidligere suspenderet forældelsen i sådanne sager.

Faktaboks

Det foreslår NaturErhvervstyrelsen i ny vejledning om støtteberettigede arealer:

»Det vil være en konkret bedømmelse af den landbrugsmæssige aktivitet på et areal, som er afgørende for, om arealet er støtteberettiget.

Efter forslaget vil slåning blive betragtet som en tilstrækkelig landbrugsmæssig aktivitet, hvis landbrugsaktiviteten ikke i væsentlig grad bliver hæmmet af andre aktiviteter.

Dermed er der lagt op til, at visse lysåbne arealer i skov, arealer i lufthavne og arealer brugt til rekreative formål fremover ofte vil være støtteberettigede. »

Kommentarer

Sponsoreret indhold

Sponsoreret indhold er artikler produceret af den annoncør, der er angivet i toppen af artiklen. Sponsoreret indhold er betalt af den angivne annoncør og er derfor ikke redaktionelt indhold. Hos LandbrugsAvisen følger vi de gældende retningslinjer for sponsoreret indhold fra Danske Medier, markedsføringsloven og presseetiske regler.